
HB Køges spillere er i øjeblikket på en velfortjent sommerferie, men der er ikke længe til ferien er overstået og spillerne igen indtager træningsbanen for at forberede sig til den kommende sæson i Betsafe Ligaen.
Mandag den 25. juni samler cheftræner Tommy Møller Nielsen sine spillere for første gang efter sommerferien, og så skal den følgende måned bruges på at gøre spillerne helt klar til kamp når Betsafe Ligaen starter op i den sidste weekend i juli, den 28./29. juli.
Turneringsprogrammet for Betsafe Ligaen er endnu ikke offentliggjort, men forventes at blive det i uge 26, når oprykkeren fra 2. Division er fundet.
Frem mod sæsonstarten skal HB Køge spille en række opvisnings- og træningskampe. Den første kamp spilles fredag den 29. juni mod Team Netværksklub på SEAS-NVE Park. Siden er der opvisningsbesøg i Søllested og Vordingborg, mens opstartsprogrammet også byder på træningskampe mod Brøndby og Chicago Bridges, ligesom der skal afvikles 2-3 træningskampe i forbindelse med den ti dage lange træningslejr i midten af juli.
HB Køges opstartsprogram
29.06.2012 // 19.00 // HB Køge - Team Netværksklub (SEAS-NVE Park)
01.07.2012 // 13.00 // Søllested IF - HB Køge (Søllested Stadion)
08.07.2012 // 16.00 // Brøndby IF - HB Køge (Brøndby Stadion)
11.07.2012 // 17.30 // Vordingborg/Ørslev/Langebæk All. - HB Køge (Vord. Stadion)
12.07.2012 // Træningslejr i Tyskland starter
22.07.2012 // Træningslejr i Tyskland slutter
25.07.2012 // 19.00 // HB Køge - Chicago Bridges (Nakskov Idrætspark)
Sæsonstart
28./29. juli