Onsdag aften vandt et ungt HBK-mandskab med 2-0 over det tyske Regionalliga-mandskab VFC Plauen foran omkring 500 tilskuere. Cheftræner Tommy Møller Nielsen var efter kampen godt tilfreds med spillernes præstation.
- Jeg synes vi spillede en god kamp mod et ganske udmærket hold fra den fjerde bedste tyske række. Plauen forsøgte at spille god fodbold mod os, men vi stod godt på banen og fik desuden skabt mange gode angreb og scoringschancer, ligesom vi bagude havde godt styr på tingene og lukkede godt af, siger Tommy Møller Nielsen til Lørdagsavisen.dk.
Cheftræneren kunne under kampen se angriberen Lars Brøgger score begge mål i kampen, og angriberen var en positiv oplevelse i løbet af kampen.
- Lars Brøgger var virkelig en positiv oplevelse. Han gik godt med i spillet og holdt godt på bolden. Men han var ikke ene om at præstere. Midtbanen med Mistrati og Saric i maskinrummet og Simon Sinkjær og Fabinho på kanterne samt Simon Backmann oppe foran sammen med Brøgger udmærkede sig positivt. Og da Frederik Due måtte udgå i pausen kom 17-årige Mathias Marcussen ind og stod en fin, fin kamp i målet.
- Holdet i aften var jo noget anderledes end de to hold vi har sendt på banen mod Erzgebirge Aue og Fulham. Så det er jo rigtigt tilfredsstillende at de øvrige spillere kommer ind og leverer så flot. Det viser at vi har en bred og sund trup. Det er et sundhedstegn når de unge byder sig godt til. Jeg synes det var en rigtig positiv aften i Plauen.