
Martin "Polle" Christensen i aktion i HB Køges seneste hjemmekamp mod AB.
Mon ikke HB Køge-spillerne er godt tilfredse med, at der allerede onsdag aften venter en ny udfordring i Betsafe Ligaen. Det giver mulighed for at få smilene tilbage efter skuffelsen over, at FC Fyn formåede at udligne til allersidst søndag eftermiddag i Odense.
”FC Fyn parkerede bussen foran eget mål”
HB Køges anfører, Nicolaj Madsen, er temmelig træt af, at sejren gled holdet af hænde i overtiden. Han glæder sig dog over, at holdets nye angribere viser målnæse.
- Det var en mærkelig kamp mod FC Fyn. De ville absolut ingenting, og stod langt tilbage på banen og ventede på os. Banen var langsom, og vi må også erkende, at vi ikke var gode nok med bolden. Vi var nok klar over, at vi ville have bolden meget, men det er noget helt andet end vi er vant til fra Superligaen, hvor det jo mere var os der jagtede bolden. Den omstilling skal vi vænne os til, vurderer Nicolaj Madsen.
- Det bedste ved kampen var, at Lars og Anders scorer nogle gode mål. De har allerede nu bevist, at de ved hvor målet stor. Dem får vi stor glæde af.
”Meget vigtigt at vi vinder på onsdag”
Selvom der kun er spillet to kampe i denne sæson, er det en vigtig en af slagsen, der venter på onsdag. Det erkender Nicolaj Madsen.
- Nu er det jo kun spillet ganske få kampe, men det er da vigtigt, at vi ikke kommer alt for langt bagefter topholdene. Lyngby og Vejle har lagt godt fra land, så dem skal vi hægte os på med en sejr over AB. Jeg vil dog ikke male fanden på væggen, hvis vi ikke vinder over AB. Turneringen er lang, og sidste gang vi var nede og vende, fik vi også en dårlig start, erindrer Nicolaj Madsen.
- Det er mindst lige så vigtigt, at vi beviser over for os selv og vores hjemmepublikum, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil spille med i toppen. Det kan vi kun gøre med en sejr over AB.
”AB spiller et andet spil end FC Fyn”
Nicolaj Madsen forventer et andet kampbillede end mod FC Fyn. Han minder også om, at HB Køge ofte har det svært mod AB.
- Jeg tror ikke på, at AB kommer til at stille sig så langt tilbage, som FC Fyn gjorde mod os. Det er slet ikke deres stil. De spiller positiv, fremadrettet fodbold med hurtige spillere. Vi har ofte haft problemer mod AB, og det er vigtigt, at vi er helt klar onsdag aften, ellers kan vi godt få en slem forskrækkelse, slutter Nicolaj Madsen.
Betsafe ligaen
HB Køge – AB
Onsdag den 8. august kl. 19.00
SEAS-NVE Park
KampPartner
Clever