
HB Køge kom tilbage på sejrskurs med storsejren på 9-0 over Nakskov tirsdag aften i DBU Pokalen. Sejren skyder ny luft og selvtillid ind på holdet, der søndag eftermiddag skal forsøge at hente sæsonens første sejr i Betsafe Ligaen, når FC Vestsjælland gæster det solbeskinnede SEAS-NVE Park.
”Pilen peger opad”
HB Køge topscorer, Anders Kaagh, ser mange positive aspekter i spillet, og han sporer fremgang fra kamp til kamp.
- Jeg synes helt klart, at pilen efter Hjørring-kampen peger opad. I den kamp spillede vi godt i det meste af første halvleg. Vi sidder på spillet, og har vel 5-6 halve chancer, som med lidt held kunne give mål. Det tåbelige er så, at Hjørring scorer på deres eneste chance i halvlegen. Efter deres scoring bliver vi ramt på selvtilliden og går lidt ned.
- I 2. halvleg sidder vi igen på det meste, men det bliver ikke lige så godt som i 1. halvleg. Jeg er lidt ærgerlig over, at vi ikke kan levere det samme i begge halvlege, men lige så snart vi kan det, ser det godt ud, vurderer Anders Kaagh.
”Jeg er faldet godt til i HB Køge"
Selvom Anders Kaagh først for nylig kom til HB Køge, har han ikke haft svært ved at falde til. Målnæsen er også taget med til HB Køge, men der mangler stadig lidt luft til sidst i kampene.
- Det har været nemt at falde til. Det er nogle søde gutter på holdet, og så hjælper det selvfølgelig en del, at jeg også har scoret nogle mål. Det er jo ret så vigtigt for en angriber.
- Der er dog stadig en del, som jeg skal vænne mig til. Der er meget mindre plads i feltet sammenlignet med 2. division. Derudover kunne man også gemme sig lidt i kampene i 2. division. Det går ikke i 1. division. Her er man på hele tiden. Jeg mangler lige at have luft til de sidste 15 minutter af 2. halvleg, men det har jeg snart, fortæller Anders Kaagh.
”Vi skal være klar til Oves dødbolde”
Anders Kaagh kender ikke så meget til så meget til FC Vestsjælland-spillerne. Til gengæld har han et solidt kendskab til deres træner, Ove Pedersen.
- Ja, Ove var min træner, da jeg spillede i AGF. Han står for en kontant spillestil, hvor det er meget vigtigt at stå godt defensivt. Han er også dygtig til at lære sine hold, hvordan de skal håndtere dødbolde. Det er meget vigtigt, at vi er helt klar på at modstå deres dødbolde omkring vores felt. Hvis det lykkes, og hvis vi spiller som i 1. halvleg mod Hjørring, tror jeg på, at vi kan hive sejren hjem, slutter Anders Kaagh.
Betsafe Ligaen
HB Køge – FC Vestsjælland
Søndag den 19. august kl. 15.00
SEAS-NVE Park
KampPartner
Theilgaards Selskabslokaler