shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

16-årige Silas Hald om debut: “Det var fedt!”

I slutminutterne af fredagens opgør mod Hobro IK gav HB Køges trænerteam debut til den blot 16-årige Silas Hald. Silas kom på banen i stedet for Casper Jørgensen, og det var en forløsning for den unge defensivspiller, at få sin seniordebut trods sin unge alder.

“Det var fedt! Og også lidt overvældende. Jeg har været med på bænken og ventet i nogle kampe nu, så det var fedt endelig at kunne komme ind, efter at have snust til det udefra nogle gange,” sagde Silas Hald efter kampen, som HB Køge vandt med 2-0.

Silas Hald spillede i efteråret på HB Køges U17-hold men blev i vinterpausen rykket op på klubbens U19-mandskab. Men de seneste uger har den altså også stået på træninger og kampdage med seniorholdet. Selvom tingene er gået hurtigt for Silas, så føler han, at han fandt godt ind i tingene i sin seniordebut.

“Jeg fik at vide fra trænerne, at jeg skulle ind og vinde nogle dueller. Det var som sekser og lidt en ekstra stopper, mens de (Hobro, red.) pressede på. Jeg var ikke inde i så lang tid, men jeg følte, at jeg kunne følge med. Også selvom de har nogen store spillere. Det var bare fedt og lækkert,” sluttede Silas Hald inden han vendte snuden ned mod omklædningsrummet, hvor der ventede klapsalver og HB Køges faste “debutant-ritual” tre gange hip-hip-hurra for debutanten.