19-årigt stortalent til HB Køge Kvindeelite
19-årige Selma Svendsen er ny spiller i HB Køge og skal i de kommende to sæsoner hjælpe holdet mod toppen af Gjensidige Kvindeliga. Midterforsvaren har skrevet under på en toårig kontrakt.
“Selma Svendsen er et af de største talenter, der lige nu er på den danske kvindescene. I B.93 har hun allerede vist sig godt frem og var formentlig deres bedste spiller, da vi mødte dem for en måneds tid siden. Trods sin alder har hun allerede bevist sig på øverste hylde og der er ingen tvivl om, at vi tror på, hun kan være med til at løfte vores niveau, mens vi løfter hendes”, siger sportschef Jonas Nielsen.
“Jeg synes, at det lyder som et helt vildt fedt projekt både sportsligt, men også udenom banen med faciliteterne. I forhold til det sportslige, så ved jeg, at holdet spiller med meget boldbesiddelse og det passer godt til mig. Jeg kan bidrage med noget defensivt og samtidig kunne udvikle mig helt vildt. Derudover forstår jeg, at det amerikanske samarbejde giver nogle godt input på holdet”,
“Det er en drøm for mig at spille i Gjensidige Kvindeligaen og lave store resultater der – og det tror jeg, at jeg kan her. Man skal altid tro på det og sætte høje mål, og jeg godt tror på, at vi kan nå i Champions League”, siger Selma Svendsen, der har spillet 11 ungdomslandskampe for Danmark.
I den netop afsluttede sæson var Selma Svendsen den spiller i B.93, der fik flest spilleminutter. Hun har fået dele af sin fodboldopdragelse i B.93 og kombineret det med skolegang på Østerbro. Nu satser hun på fodbolden og skal tørne ud for HB Køge i landets bedste række.
Fakta om Selma Svendsen
Født: 21. juni 2001
Nationalitet: Dansk
Højde: 169 cm.
Tidligere klubber: B.93
Udvalgte hold: 11 ungdomslandskampe