20 HB Køge-piger færdiggør C2-træneruddannelse

Mandag aften havde 20 af HB Køges ældste, kvindelige ungdomsspillere deres sidste kursusdag på DBUs C2-træneruddannelse. Pigerne, der alle er aktive som spillere på enten HB Køges U16- eller U19-pigehold, trænede endnu yngre piger fra moderklubben Køge Boldklubs ungdomshold som led i træneruddannelsen, de påbegyndte i november måned.

 

HB Køge er den eneste klub i landet, der tilbyder deres ungdomsspillere organiseret træneruddannelse i så stort et omfang.

“Det er vigtigt for HB Køge som klub, at vi tager ansvar og bruger både tid og ressourcer på at uddanne vores spillere til trænergerningen. Der er mangel på fodboldtrænere i Danmark og det problem føler vi et ansvar for at være med til at løse. Og så gavner det jo også os selv og vores moderklubber, at vi får en masse dygtige unge trænere til rådighed, som kan hjælpe os med at træne vores børnehold og bidrage til vores ekstra træningstilbud som HB Køge Skills, fællestræninger og vores træningscamps,” forklarer HB Køges Head of Coaching Klaus Tølbøll.

Han har glædet sig over at se, hvordan trænertalenterne har taget rollen til sig og både udvist stor interesse rent fodboldfagligt – men også menneskeligt for de unge spillere, der gennem forløbet har trænet.

“Pigerne har gennem kurset udvist stor indsigt og kompetencer, der passer til trænergerningen. Med nysgerrighed, empati og deres egen erfaring fra banen er de vokset med opgaven og har udviklet sig til et stort aktiv for andre piger, der spejler sig i dem og nyder at have trænere, der kan noget andet end de fuldvoksne trænere måske kan,” siger Klaus Tølbøll.

Også trænerudvikler hos DBU Steen Gleie glæder sig over forløbet.

“Det har skabt et godt sammenhold og en stor sammenkædning af spillerne på tværs af hold og aldre, at det har kunnet blive gjort på den her måde. Vi har oplevet det som et meget positivt initiativ for alle parter – så vi håber, det kan gentages i HB Køge og bredes ud til andre klubber i de kommende år,” siger Steen Gleie.

C2-uddannelsen er det andet trin i UEFA og DBUs træneruddannelser. Alle de deltagende trænertalenter har allerede gennemført det første trin i C-uddannelsen, C1. Forude venter nu C3-forløbet inden en afsluttende eksamen endeligt kan sikre dem et C-trænerbevis.