4-0-sejr i forrygende sæsonåbner
En drøm af en første kamp fra start var det for en enkelt spiller. En drøm af en første kamp for klubben var det for en række spillere. En drøm af en sæsondebut var det for hele HB Køge.
Det hele kunne ikke have udspillet sig meget bedre for HB Køge end det gjorde i sæsonens første NordicBet Liga-opgør fredag aften. I Farum på Hillerøds midlertidige hjemmebane Right to Dream Park savede svanerne slotsbyens drenge over med hele 4-0 efter en forrygende kamp, hvor der var ufatteligt meget at glæde sig over, hvis man holder med HB Køge.
Vi kan tage det fra toppen.
Spidsangriberen Erkan Semovski spillede sin første kamp fra start for klubben og kvitterede med to mål og et oplæg. 18-årige Semovski var over det hele og blev gang på gang sat effektivt op af sine holdkammerater. Med til historien hører det, at angrebsmakkeren Jubril Adedeji, som noterede sig for de to øvrige mål, i kampens indledning var vaks og slap afsted i en friløber som Hillerød stoppede med ulovlige midler – og som derfor resulterede i en udvisning af Hillerød-anfører Jonathan Witt. Det gav naturligvis bedre arbejdsbetingelser for HB Køge-holdet kampen igennem.
Alligevel skabte det stor glæde hvordan det nye og til dels uprøvede HB Køge-hold så behandlede den gode situation. Ikke mindre end fem mand i form af Sebastian John, Marcus Mustac Gudmann, Tobias Pedersen, Rasmus Lynder og Basem Alkhoudari, fik således debut i opgøret som jo også var cheftræner Nicklas Pedersens første i spidsen for klubben.
Semovski åbnede festen med en scoring til 1-0, hvor han med stor angribernæse var først over en løs bold og klogt sparkede den henover den fremadstormende Hillerød-keeper William Lykke.
Jubril Adedeji gjorde det til 2-0 i midten af anden halvleg, da han sparkede en aflevering fra Semovski i mål, efter et højt HB Køge-genpres havde fremtvunget en bolderobring i en god position.
Få minutter efter gjorde Semovski det også til 3-0, da han igen viste målnæse og var først over en ny løs bold i Hillerød-feltet.
Og med godt 10 minutter tilbage af kampen sparkede Jubril Adedeji så et indirekte frispark i mål efter Mike Jensen havde lagt den til rette for ham. Således 4-0, job done.
En gennemført fantastisk start på sæsonen for det unge HB Køge-mandskab og cheftræner Nicklas Pedersen.
Hillerød Fodbold 0-4 HB Køge
0-1 Erkan Semovski (27. min)
0-2 Jubril Adedeji (64. min)
0-3 Erkan Semovski (68. min)
0-4 Jubril Adedeji (79. min)
Udvisning
Jonathan Witt, Hillerød (7. min)
HB Køge startopstilling
1. Sebastian John
2. Marcus Mustac Gudmann
4. Nemanja Cavnic
6. Janus Seehusen
7. Mike Jensen
8. William Madsen
10. Pierre Larsen
14. Jubril Adedeji
15. Efe Bayrak
19. Erkan Semovski
24. Casper Jørgensen
HB Køge indskiftninger
Silas Hald for Janus Seehusen (77. min)
Niklas Jakobsen for Jubril Adedeji (82. min)
Basem Alkhoudari for William Madsen (82. min)
Tobias Pedersen for Efe Bayrak (82. min)
Rasmus Lynder for Nemanja Cavnic (89. min)
NordicBet Liga, 1. spillerunde
Fredag d. 21. juli 2023, 19.00
Right to Dream Park, Farum