4-0-sejr i Skovshoved sikrer Pokal-avancement
Med en 4-0-sejr på udebane mod Skovshoved IF, sikrede HB Køge tirsdag aften billetten til anden runde af Pokalen.
Sejren kom i hus efter en jævnbyrdig første halvleg, hvor holdene spillede fint op imod hinanden, og en anden halvleg, hvor HB Køge sad på spillet og havde masser af chancer, der i sidste ende gjorde 4-0-resultatet ganske retvisende.
HB Køge roterede til kampen 10 mand fra startopstillingen i weekendens NordicBet Liga-kamp imod Vendsyssel FF. Således var Janus Seehusen eneste genganger blandt de 11 udvalgte.
Derfor skulle HB Køge mandskabet også bruge kampens indledning på at finde hinanden – og på at lære den velplejede men småbølgede græsbane på kampbanen “Leo Ground” i Skovshoved Idrætspark at kende.
Men efter 36 minutters spil tog svanerne føringen, da Abdul Samad Arshad fra en position i højresiden trak ind i banen og fra lang afstand klaskede bolden i mål med sit venstreben ved den fjerneste stolpe. Scoringen var Arshads første for HB Køges seniorhold, og den faldt altså i det, der også var hans første kamp fra start for klubben.
Der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, før HB Køge også kom på 2-0. Et godt slået hjørnespark fra Daniel Thøgersen drillede hjemmeholdets forsvar så meget, at en Skovshoved-spiller kom til at pande bolden i eget net.
Generelt var det begrænset, hvad hjemmeholdet kom til af afslutninger. Tættest på at få scoret kom de, med et dristigt forsøg helt fra midterlinjen, der tog toppen af Frederik Mehders overligger. Mehder var i øvrigt i hjemlige omgivelser, da han tidligere har optrådt for Skovshoved ad to omgange.
Kampens afgørelse faldt endeligt lige inden timen blev rundet på dommer Jonas Hansens ur. Efter et par nærgående forsøg faldt bolden ned til Emilio Simonsen midt i feltet, som sikkert sparkede kuglen forbi et par sprællende skovsere på mållinjen. Og knapt var spillet sat i gang igen inden Casper Jørgensen så også fik chancen. Med et følt spark fra distancen udplacerede han hjemmeholdets keeper, og så var sejren ellers i hus.
Undervejs i kampen fik hele tre af klubbens egne, unge spillere debut for førsteholdet. Således blev først Jonas Brandt og senere både Adam Ejler Hansen og Gabriel Vennemus sendt på banen, og de nåede alle at vise sig fint frem inden kampens slutfløjt lød. Anførerbindet blev i øvrigt også båret af en af klubbens egne i form af William Madsen, der vikarierede i midtbanemakker Mike Jensens fravær.
Skovshoved IF 0-4 HB Køge
0-1 Abdul Samad Arshad (36. min)
0-2 Selvmål (48. min)
0-3 Emilio Simonsen (58.)
0-4 Casper Jørgensen (60.)
HB Køge startopstilling
12. Frederik Mehder
13. William Madsen
16. Daniel Thøgersen
17. Oscar Buch
19. Abdul Samad Arshad
20. Emilio Simonsen
22. Janus Seehusen
23. Oliver Lassen
24. Casper Jørgensen
28. Effiong Nsungusi
33. Sebastian Larsen
Pokalen, 1. runde
Tirsdag d. 2. august, 18.00
Skovshoved Idrætspark