4-1-sejr over Fremad Amager i test
Torsdagens træningskamp mod Fremad Amager gav fine løfter for den næste generation af HB Køge-spillere i NordicBet Ligaen. Kampen endte med en 4-1-sejr til HB Køge.
Der var spilletid til Berkant og Efe Bayrak som målmand og højre back. De to brødre stod stærkt i billedet, ligesom Silas Hald og Basem Alkhoudari fik mulighed for at snuse til ”voksen-fodbold.”
”De unge gjorde det rigtigt fint. Det glæder os meget. Også William, Janus og Casper leverede en god præstation,” siger cheftræner Daniel Agger med adresse til trekløveret med efternavnene Madsen, Seehusen og Jørgensen.
” De unge viste mod og god energi. Ikke noget med at gemme sig. De faldt ind i spillet og bød sig til. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om de kan spille ligeså frigjort, når der er point på spil. Det må vi hjælpe dem med. Hvis man ser isoleret på kampen i dag, var det mere end godkendt, ” kommer det fra Daniel Agger.
HB Køge førte 2-0 ved pausen. Oliver Lassen var dobbelt målscorer for HB Køge. De to sidste mål blev scoret af William Madsen og Jacob Trenskow.