shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

58.407 kroner indsamlet i auktion

Da klokken onsdag aften rundede 20.00 blev alle 38 auktioner af HB Køges lyserøde Capelli Sport-trøjer afsluttet. Dermed blev det også muligt at gøre status på de to ugers forløb med auktionerne til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Fordelt på de mange trøjer blev der i alt samlet 58.407 kroner ind.

Den absolutte topscorer og dermed dyreste trøje blev Julie Nowak fra Gjensidige Kvindeliga-holdet, hvis trøje blev solgt for 11.000 kroner. Den særlige opbakning kom fra Nowaks civile arbejdsplads, hvor der nærmest gik sport i at støtte op om backen og den gode sag.

“Det er et symbol på, at jeg har nogle rigtige gode kollegaer. Der blev sendt fællesmails rundt på kontoret med linket til auktionen og påmindelse om at betale til det fælles indskud. Det gør mig mega glad, at der er nogle, som følger med og tager sig tid til at gøre en indsats og hjælpe med at støtte op om den gode sag”, siger Julie Nowak selv.

De respektive vindere har fået tilsendt information på mail om, hvordan betaling og afhentning skal foregå. Fra begge førstehold og hele HB Køge skal lyde en stor, stor tak til alle, der har stemt, støttet op om og delt auktionen og dermed været med til at sætte fokus på kampen mod brystkræft. Beløbet vil i den nærmeste fremtid blive overrakt Kræftens Bekæmpelse.