Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Jubril Adedeji: “Fantastisk følelse med to mål og sejr”

Jubril Adedeji var tilbage for HB Køge efter overstået karantæne, og han udmærkede sig med to scoringer i sin første turneringskamp i 2021, da HB Køge på udebane slog Skive med 3-1.

“Jeg havde karantæne i første kamp mod Hobro, så jeg var rigtig glad for at være tilbage. Det var en fantastisk følelse at være tilbage og hjælpe holdet til en sejr, og nu ser vi frem til den næste kamp i 1. Division”, lyder det fra offensivspilleren, der kom i fokus tidligt i kampen.

Allerede efter seks minutter var Adedeji nemlig på pletten, da han udnyttede et straffespark, som blev begået mod ham selv. Et straffespark som af nogle tv-seere blev betegnet som et af de tyndere af slagsen. Selv synes Adedeji dog, at kendelsen var korrekt.

“Jeg har set situationen på video, og jeg føler, at det var straffespark. Jeg gik efter bolden, og prøvede egentlig bare at få kroppen ind foran bolden først, og det er sådan noget, der sker. Jeg fik lov til at sparke og scorede, og så arbejdede vi bare videre derfra. Det handlede om at vinde. Tre point, “and that’s it”. Banen og forholdene var ikke til godt spil”, fortæller Jubril Adedeji til HBKoge.dk.

Senere i kampen scorede Adedeji også i åbent spil, da han kort efter pausen vendte rundt på en tallerken og fra kanten af feltet sparkede læderkuglen fladt i nettet helt ude ved stolpen.

“Det var første gang jeg scorede to gange i samme kamp som professionel. Men det bliver ikke sidste gang”, siger Adedeji med et smil.

// Jubril Adedeji har byttet London ud med Køge //

HB Køge har i løbet af vinterpausen fået en række nye spillere, og i forårssæsonens første to kampe har fire nye spillere været i startopstillingen.

“Vi har fået nogle nye spillere, men de er alle topprofessionelle, så det er nemt at opbygge relationerne og arbejde sammen med dem. Vi skal bare fortsætte med at arbejde hårdt sammen”, understreger Adedeji.

På søndag spiller HB Køge endnu en vigtig kamp i jagten på en top-6 placering. Her møder Adedeji og holdkammeraterne nemlig Vendsyssel FF, der inden kampen indtager 10. pladsen i 1. Division, og som selv kæmper en hård kamp for at holde sig i afstand af nedrykningsstregen, og jagte drømmen om top 6. Adedeji har dog endnu ikke det store fokus på Vendsyssel, men retter fokus mere på HB Køges egen præstation.

“Jeg har egentlig ikke et særligt fokus på Vendsyssel, men har mere fokus på at vi selv spiller op til vores bedste, for hvis vi gør det, så kan vi slå alle”.

Jubril Adedeji har i denne sæson spillet tyve kampe og scoret fire mål for HB Køge. Samlet set har den 20-årige offensivspiller spillet 57 kampe og scoret ni mål i HB Køge-trøjen.

Mayday Vinduespolering