Agger: “Der var mere i kampen for os, end vi fik”
0-0 blev slutcifrene efter 95 minutter og 11 sekunders spil mellem HB Køge og Vejle Boldklub fredag aften på Capelli Sport Stadion. Et ganske retfærdigt resultat efter en jævnbyrdig kamp, hvor hjemmeholdet dog godt kunne tillade sig at ærgre sig over, at det ikke lykkedes at få scoret.
“Vi er skuffede. Vi følte, der var mere i kampen for os, end vi fik ud af den. Når det så er sagt, må vi også konstatere, at når det ikke kan lade sig gøre at score, så er det bedste man kan opnå jo også selv at spille til 0 og få et point. Så den del er vi tilfredse med lykkedes,” siger HB Køge-cheftræner Daniel Agger efter kampen.
Han kan konstatere, at det er blevet til 4 point imod oprykningsfavoritterne og førerholdet Vejle Boldklub henover de to indbyrdes opgør i grundspillet. HB Køge vandt således med 2-1 i Vejle tidligere på sæsonen. Alligevel var tilfredsheden med spillet i fredagens hjemmekamp større, end den var efter sejren i Vejle.
“Vi er nødt til at separere de to Vejle-kampe fra hinanden. Sidst var vi heldige med at få de tre point. I dag gik vi faktisk mere efter dem men manglede lige det sidste, når vi var foran mål. Der var rigtig mange positive ting i vores spil. Vi holder godt i bolden, vores genpres virker godt og vi lykkes med at stresse dem og få lukket ned for deres kanter. Deres backs kommer til nogle indlæg, men ikke ret meget mere end det. Det kan vi godt være tilfredse med,” siger Agger, der samtidig understregede, at en top 6-placering stadig er indenfor rækkevidde, inden grundspillets afslutning.
“Det her resultat spænder ikke ben for vores top-6-chancer. Der er stadig en mulighed, som vi går efter. Men selvfølgelig havde tre point været bedre, derfor gik vi også efter dem i dag – og derfor kommer vi også til at gå efter dem i de næste kampe,” slutter Agger.
Næste mulighed for at tage tre point for HB Køge venter om en uge, når svanerne skal en tur til Fredericia fredag d. 3/3.