shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Agger: Skal hente de sidste procenter

I morgen venter Næstved Boldklub i sommerens sidste testkamp for HB Køges NordicBet Liga-hold. For Daniel Agger og resten af trænerstaben omkring holdet kommer kampen til at handle om at få finpudset spillernes kampform, så de er klar til sæsonstarten i næste weekend.

“Når opstarten er så kort, som den har været i år, så er det de sidste procenter, der skal hentes i den her sidste testkamp. Vi håber og tror på, at vi er så langt henne i forberedelserne, som vi skal være. Så vi kommer ikke til at lægge så meget i selve kampen og modstanderen, men fokuserer på os selv. Vi skal vide, hvem der ‘er der’, og hvem, der stadig mangler de sidste procenter,” siger Daniel Agger forud for kampen.

Han pointerer, at holdet uanset hvad kommer til at skulle bruge nogle af de første ligakampe på at få skabt en spille- og resultatmæssig positiv stime, der kan fungere som afsæt for en god sæson. Og det burde der også være mulighed for.

“Vi tror på de ting, vi startede sidste år. Vi tror på kontinuitet og på, at det er bedst ikke at lave for mange ændringer, så det har vi ikke gjort. Vi kommer til at bruge nogle af de første ligakampe på at finde os endnu bedre til rette og til at skabe et momentum. Så vi skal blive ved med at udvikle os – også efter sæsonen er gået i gang,” siger Daniel Agger.

Testkampen mod Næstved Boldklub spilles lørdag klokken 13.00 på Capelli Sport Stadion, og der er fri adgang til kampen.
Åbningskampen i NordicBet Ligaen spiller HB Køge søndag d. 24. juli kl. 15.00 imod Hobro IK. Billetter til den kamp kan købes her.