Amerikansk duo skriver med HB Køge
HB Køge kan i forbindelse med overgangen til det nye år byde velkommen til hele to nye amerikanske spillere. Således er den 22-årige målmand Kaylan Marckese og den 26-årige angriber Stephanie Ribeiro to nye ansigter i HB Køge-trøjen og har allerede tirsdag mødt holdet til den første træning.
“Kaylan er en målmand, der trods sin unge alder allerede har bevist sig på et højt niveau og præsteret uden for vante rammer. Hun kommer med en stor fysisk tilstedeværelse, en dominans i luftrummet og er samtidig god på bolden. Samtidig har hun et stort vidensbegær og stræber hele tiden efter at blive bedre. Det tror vi bestemt på, at hun kan fortsætte med hos os samtidig med at leverer på et vanligt højt niveau”, siger direktør i HB Køge Per Rud om Kaylan Marckese.
“I Stephanie får vi en træfsikker angriber, der har stor erfaring fra både Norge og Island, hvor hun har været garant for at score en masse mål og samtidig være en del af det opbyggende spil, hvor hun spiller en afgørende rolle med en teknisk snilde. Udover at passe ind som spiller, kommer hun med nogle af de værdier, vi gerne vil have hos vores spillere. Hun går ydmygt til opgaven, men lægger samtidig ikke skjul på sine ambitioner om sammen med holdet at nå det højeste niveau muligt”, fortæller HB Køges direktør om den nye angriber.
Position: Målmand
Tidligere klubber: Sky Blue FC // UMF Selfoss
Position: Angriber
Tidligere klubber: Grand Bodø // Avaldsnes // Thróttur Reykjavík