22-årige Courtney Ruedt skifter til HB Køge Women fra Columbia University og deres hold, Columbia Lions, som hun repræsenterede i perioden 2022-2024 – hvor hun også bar anførerbindet. Courtney er venstrefodet og spiller i midterforsvaret.
“Vi er glade for at kunne byde Courtney velkommen til HB Køge Women. Hun er en ambitiøs og talentfuld spiller, som allerede har vist en stærk vilje til at udvikle sig. Vi ser hende som et værdifuldt bidrag til både vores spillestil og holdkultur. Hendes attitude og arbejdsindsats matcher de værdier, vi bygger klubben på, og vi er overbeviste om, at hun kan få en vigtig rolle – både på banen og i omklædningsrummet,” siger HB Køge Womens sportschef, Walid Khoury.
Courtney startede inde i 48 ud af 50 mulige kampe for Columbia Lions og blev kåret som årets forsvarsspiller samt udtaget til årets hold i Ivy League – en prestigefyldt liga forbeholdt otte af de mest anerkendte universiteter i USA.
“Jeg er meget glad for at skrive under med HB Køge Women. Det er et privilegium at blive en del af en klub med så stærk en vision og vindermentalitet. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv og udvikle mig – både som spiller og som menneske,” siger en glad Courtney Ruedt.
Velkommen til klubben, Courtney!