Arshad: Vi skal stræbe efter mere
Fredag venter en tur til Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager venter i 10. spillerunde af NordicBet Ligaen. Og for HB Køge-spillerne er planen klar. Der skal point på kontoen – helst tre af slagsen – efter flere ærgerlige pointtab i løbet af de ni første runder.
“Vi har spillet godt, men vi vil have flere point, end vi har formået at samle ind indtil nu. Stemningen er god, men vi er alle sammen klar over, at vi skal stræbe efter mere og få bedre resultater ind, end vi har gjort indtil videre. Både jeg selv og holdet føler, at vi kan mere,” siger unge Abdul Samad Arshad inden kampen og uddyber:
“Vi kan ikke ændre på, hvordan det gik i nogen af de kampe, hvor vi er gået skuffede fra banen. Så vi koncentrerer os om at forblive positive, og så er vi egentlig ret sikre på, at resultaterne nok skal komme. Vi kigger fremad.”
Abdul selv har efterhånden fået etableret sig i førsteholdstruppen i løbet af efteråret, efter han kom til klubben fra B93 tidligere på året. Foreløbigt er det blevet til otte optrædener med to mål til følge i indeværende sæson. Nu håber han, at kunne presse endnu flere spilleminutter ud af sig selv og hjælpe holdet.
“Det er første gang jeg er en del af et seniorførstehold. Jeg kunne godt mærke, det var svært og hårdt i starten, men jeg føler, jeg har fundet fodfæste nu. Mange af de lidt mere erfarne spillere har også været gode til at hjælpe mig, alle holdkammeraterne er gode og trænerne har også været gode til at hjælpe mig ind, så jeg føler, jeg er ved at finde min plads på holdet nu.
Jeg prøver at give så meget liv og så meget af mig selv som muligt, så jeg kan få endnu mere spilletid og være med til at løfte holdet,” siger han og understreger:
“Mine egne præstationer har været udmærkede, men jeg forventer mere af mig selv både personligt og på holdets vegne. Så de forventninger håber jeg, at jeg snart kan leve op til.”
Der er kick-off på kampen i Sundby Idrætspark fredag klokken 18.30.