Assistenttræner Daugaard ser frem mod lørdagens B.93-test
Lørdag ved middagstid spiller HB Køge vinterens anden træningskamp. Det sker på en kunstgræsbane tæt Østerbro Stadion, hvor B.93 holder til. Forud for kampen er for HB Køges vedkommende gået mere end to uger på træningsbanen efter ferien, og de første uger er blevet brugt med det fysiske for øje. Det fortæller assistenttræner Kim Daugaard til HBKoge.dk.
“Det er jo klart, at vi har haft rigtig meget fokus på det fysiske. Vi har en rigtig kort opstart i forhold til, hvad vi plejer. Vi spiller allerede midt i februar, hvor vi først plejer at starte i marts. Vi startede med en løbetest for at se, hvor spillerne lå henne, og så har vi været inde og kigge på hvordan vi hurtigst muligt får dem i bedst mulig form uden at få overbelastningsskader, så de har kunnet træne hver dag”.
I sidste weekend vandt HB Køge 2-0 over Holbæk B&I, der ligesom B.93 frister en tilværelse i 2. Division. I kampen mod Holbæk manglede HB Køge en lang række profiler, hvilket i stedet gav plads til en række af de yngre spillere.
“Der er ingen tvivl om at vi er rigtig glade for, at vi fik mulighed for at bringe de unge spillere i kamp, i og med at det er så kort en opstart, fordi det ellers er begrænset, hvor meget man kan nå at få af spilletid. Men det var en super indsats mod Holbæk. Og så er det klart, at nu må vi se de lidt mere rutinerede kræfter, som nu er tilbage efter karantænen, så det bliver spændende at se, hvilken kampform de er i”, siger Daugaard.
HB Køge har planlagt i alt seks træningskampe i opstarten, hvoraf de første to er mod 2. Divisionshold. Siden følger træningskampe mod modstandere fra både 1. Division og Superliga, og den opbygning og sammensætning af opstartens testkampe er nøje planlagt.
“Der er ingen tvivl om, at vi fuldstændig nøje har udvalgt vores modstandere her i opstarten med først nogle 2. Divisionshold, så vi kan træne rigtig hårdt i ugen op til, og så stadig spille 45 minutter med hver spiller, så ikke kampene betyder sådan rigtig meget i forhold til det fysiske, som vi kigger på i løbet af ugen. Og så kommer de lidt stærkere modstandere til sidst, hvor vi skal begynde at nærme os en start-11’er”, siger Kim Daugaard, som derfor forventer at der i lørdagens test mod B.93 vil blive skiftet en del ud undervejs, så så mange som muligt får så mange minutter som muligt.
Træningskamp
B.93 – HB Køge
Lørdag den 23. januar kl. 12.00
Kunst v/ Østerbro Stadion
Følg kampen på Twitter.com/hbkogedk
Trænerteamet ved Auri Skarbalius og Kim Daugaard tester truppen mod B.93 lørdag middag.