Assistkongen Pierre: Betyder meget for mig
Da Luka Racic i søndags pandede bolden i mål og kickstartede det comeback, der førte til en 2-1-sejr over Esbjerg fB, kunne Pierre Larsen samtidig notere sig sin assist nummer 12 i indeværende sæson.
Det er fire mere end de næste på NordicBet Ligaens “assistliste” – Tonni Adamsen (FC Helsingør), Mathias Kristensen (Nykøbing FC) og Nicklas Strunck (Esbjerg fB) der deler andenpladsen med deres otte oplæg. Og netop det at toppe listen over flest oplæg i rækken er vigtigt for Pierre Larsen.
“Det betyder meget for mig med statistikkerne. De er med til at bevise, at man har vist sig frem og gjort det godt, så det er noget klubber og folk bemærker. Jeg har altid ambitioner om at udvikle mig og tage de næste skridt, så det er godt med nogle mål at sigte efter i den process. Så det ligger altid i mit baghoved og mine tanker, når jeg starter en sæson – udover at holdet selvfølgelig først og fremmest skal have nogle gode resultater,” fortæller Pierre Larsen, der betegner det som et personligt mål at ende med at toppe assistlisten ved sæsonens afslutning.
Især de mange indlæg fra Pierres højrefod, som medspillerne har stanget i nettet foran mål, udgør en stor del af oplæggene. Men der også er et par mere uskyldige assists iblandt, hvor medspillernes kvalitet har gjort udslaget.
“Det er klart, at når Effiong og Casper for eksempel har klasket dem ind langt udefra, så er det lidt tilfældigt, at det lige er mig, der har stået bag oplægget og mere dem, der skal have kreditten. Men omvendt viser det, at jeg også har en vigtig rolle i det opbyggende spil og ikke kun er med på den sidste tredjedel af banen. Generelt kan man sige, at med assists er man jo afhængig af nogle gode holdkammerater, der sender bolden i nettet, og det har jeg heldigvis,” siger Pierre Larsen.
De ni af oplæggene faldt i løbet af rækkens grundspilskampe, og for Pierre Larsen selv har de ekstra stor betydning, da de er med til at bevise hans værd i NordicBet Ligaen.
“Nu er rækken jo splittet op og vi møder ikke alle sammen de samme modstandere. Så statistikkerne bliver ikke helt så retvisende. Men efter de 22 kampe i grundspillet var jeg oppe på ni og havde dermed lavet flest assists. Det synes jeg selvfølgelig så godt ud og gav et tilfredsstillende billede af rækken, vores hold og af hvordan, jeg har gjort det,” slutter Pierre Larsen.