shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Auri efter god kamp: “Uafgjort var fair”

Med 1-1 i Hjørring fredag aften fik HB Køge et enkelt point med hjem fra en svær udebane. Efter kampen udtrykte cheftræner Auri Skarbalius tilfredshed med sine spilleres indstilling og tænding.

“Jeg er meget tilfreds. Jeg synes, det var en fin mandfolkepræstation, især når man tænker på det overtag, som Vendsyssel fik mere og mere af i første halvleg. Efter pausen laver vi lidt om i vores pres, og vi kommer fint ud, men alligevel synes jeg, vi manglede lidt, så vi ændrede lidt på den taktiske opstilling, og satte Tobias Christensen ind i mellemrummet, så vi kunne holde mere fast på bolden, og få Vendsyssel til at løbe mere efter os, og det synes jeg lykkedes”, fortæller Auri Skarbalius.

Cheftræneren roser desuden Tobias Christensen og de øvrige indskiftere, og glæder sig over en bred og stærk bænk.

“Vi har en fantastisk bænk. Vi har forskellige typer. Vi har (Jakob, red.) Johansson, som kan løbe dybt, Tobias som er god i mellemrummet, og så har vi dem på banen, som er stærke fysisk. Det vil sige, at vi kan kigge på kampen, og så kan vi sætte de folk ind, som er nødvendige for den taktik, vi vælger. Og Tobias var rigtig god til at skabe overtal. Men også de andre indskiftere gør igen en kæmpe forskel. Blandt andet så man igen Jubril (Adedeji, red.) gøre det godt”, lyder det fra Auri.

HB Køge fik en stærk start med en hurtig scoring efter blot otte minutter, men efter målet satte Vendsyssel sig mest på spillet, og fik udlignet ti minutter før pausen.

“Vendsyssel gør det godt. Vi har i første halvleg svært ved at gå op og presse deres andenbølge. Det er lidt som mod FC Fredericia. Når de lykkedes med at få vendt spillet, så bliver afstanden så stor, at det er svært at gå op og presse boldholderen, og så kommer vi til at løbe meget efter den. Og når vi så erobrede den, så var vi ikke skarpe nok til at beholde den. I anden halvleg blev vi bedre til at holde fast i bolden, og være på bolden i længere faser. Og når man har længere faser på bolden, så bliver det dem, der løber efter os, og så bliver de trætte, når de erobrer den”.

Alt i alt var der fra HB Køges side tale om en fin indsats, og det bemærkede Auri også fra sidelinjen. Han bed særligt mærke i spillernes fysiske og mentale indsats. Et par områder, som har været ekstra meget i fokus de seneste uger.

“Det starter oppe i hovedet. Den fysiske og mentale tilstand skal aldrig være dårlig, og det synes jeg også man kan se undervejs i dag. Det var dejligt at høre, at flere af vores spillere, blev ved med at opmuntre hinanden med positive tilråb”.

Både HB Køge og Vendsyssel havde undervejs i kampen gode muligheder, og selvom Auri og HB Køge helst havde taget alle tre point med hjem fra Hjørring, så var uafgjort et fair resultat.

“Jeg synes, og det sagde jeg også til Johnny Mølby (Vendsyssel FFs cheftræner, red.) efter kampen, at det var en god kamp. Der var perioder, hvor Vendsyssel var bedst, og der var perioder, hvor vi var bedst. Det var to lige hold, og når man kigger på chancerne, så havde Kevin (Mendoza, red.) nogle gode redninger, og vi havde også nogle store chancer, så jeg synes uafgjort var fair, sådan som begge hold præsterede. Selvom vi selvfølgelig helst ville have haft tre point”.