shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Auri før sæsonstart: Har fået den rigtige træning og matchning

Fredag aften tager HB Køge hul på en ny sæson i NordicBet LIGAEN. Sæsonstarten kommer efter en optakt, der har været overraskende normal i forhold til, hvordan resten af verden fortsat drejer og mejer sig udenom pandemi og nedlukning. De sidste fem uger har HB Køgetruppen brugt på at forberede sig og det på en god baggrund af grundlæggende god fysisk forfatning.

“Opstarten har været meget som den plejer. Vi har haft de fem sædvanlige uger og da spillerne er kommet tilbage i god fysisk form har vi fra starten af arbejdet meget med de taktiske ting. De har alle trænet godt i pausen og derfor er vi ikke startet fra nul, men har kunne bygge videre på det taktiske. Selvfølgelig har vi samtidig skulle rykke til nogle grænser, men vi har ikke kun skulle løbe – der har været plads til at arbejde hårdt med bolden”, siger cheftræner Auri Skarbalius og fortsætter:

“De taktiske forberedelser har været gode. Både de nye og de etablerede har fået mulighed for at arbejde med de forskellige faser; hvad gør vi uden bolden: Højt, middel og lavt. Men også hvad gør vi med bolden; omstillinger, dødbolde og så videre. Det er mange ting, men vi har været igennem det hele på de sidste fem uger. Men jeg synes generelt set, at de sidste tre kampe har været nogle vilde omgange, hvor vi har indkasseret 13 mål, men når jeg kigger på kampene og på hvordan modstanderne har spillet, er det ikke fordi, de har været meget bedre end os – de har bare været knivskarpe”.

En ting har været resultaterne, som cheftræneren – set på papiret – ikke er ovenud tilfreds med. Noget andet er det spillemæssige, hvor der har været en tydelig udvikling efter en opstart, hvor det har været muligt at arbejde med en række forskellige taktiske elementer og i et roligt tempo arbejde sig frem i banen.

“Vi kigger altid på præstationen, så selvfølgelig kan vi ikke tillade os, at modstanderne er så skarpe. Men det er derfor, det har været godt at møde to tyske hold og FC Nordsjælland. De har presset os på den rigtige måde. Vi ville gerne have så gode modstandere som muligt – og vi må bare sige, at vi faktisk spiller lige op. Igen, de er skarpe og det er det, vi skal måle os imod.

“Selve kampene er den form for træning, hvor man bliver straffet og de punkter, hvor vi gerne vil udvikle os på”.

Derfor ser Skarbalius også frem til en ny sæson, hvor det er helt tydeligt, hvor der i særdeleshed skal forbedres for at opnå de resultater og hente de point, som både han og resten af holdet ønsker.

“Udtrykket og indstillingen har sådan set ikke fejlet noget i den afsluttende del af sidste sæson, men vi har svinget i de individuelle og kollektive præstationer. Vi lavede fejl på markeringer, defensive aktioner, beslutninger og andet. Så jeg håber bestemt at se et hold i den nye sæson, der tager den gode indstilling med, men bliver endnu mere skarpe i begge felter”, slutter Auri Skarbalius.

1. Division

HB Køge – Hvidovre IF

Fredag den 11. september kl. 19.00

Capelli Sport Stadion