Auri retter fokus mod Fremad Amager
Auri Skarbalius var en tilfreds cheftræner efter HB Køges 2-0-sejr over FC Helsingør onsdag aften. Særligt i første halvleg havde HB Køge flere muligheder, der sagtens kunne have kastet mere end en enkelt scoring af sig.
I anden halvleg var FC Helsingør mere på bolden og kom frem til flere chancer, og det fik efter en times spilletid cheftræneren til at reagere fra bænken med en tredobbelt udskiftning.
“Vi snakkede om i pausen at vi skulle fortsætte med at være så meget på bolden som muligt, vende spillet og være aggressive, og der var jeg ikke helt tilfreds. Derfor lavede jeg en tredobbelt udskiftning – også fordi vi har de typer, som vi har”, fortæller Auri Skarbalius, der glæder sig over at råde over mange forskellige typer.
I HB Køges startopstilling var der fire ny ansigter i forhold til hjemmekampen mod Viborg fire dage tidligere.
“Som jeg sagde til spillerne, så var det ikke fordi de gjorde det dårligt, dem der spillede sidste kamp, men vi har hård konkurrence, og flere der presser på, og så er der nogle små nuancer. Heldigvis har vi nogle forskellige typer på de samme positioner, og det er noget vi ser på fra kamp til kamp”, lyder det fra Auri Skarbalius.
Fokus på lørdagskampen mod Fremad Amager
På lørdag spiller HB Køge på hjemmebane mod Fremad Amager. Og her jagter HB Køge den anden sejr i træk.
“Vi har desværre haft svært ved at følge en sejr op med endnu en sejr, og det har vi snakket om de sidste to gange, vi har vundet, så der er ikke andet at gøre, end at vi skal fokusere på den præstation, vi skal levere og håbe, at det er nok”.
Auri Skarbalius ser både forskelle og ligheder mellem FC Helsingør og Fremad Amager.
“Fremad Amager vil gerne have bolden og deres formation er anderledes, men hvis man tænker på måden de spiller på, når de er på bolden, så er de meget ens, men Fremad Amager har mange individualister, som noget af det bedste i 1. Division”.
1. Division
HB Køge – Fremad Amager
Lørdag den 3. oktober kl. 13.00
Capelli Sport Stadion