Auri Skarbalius bliver sportsdirektør

Auri Skarbalius, der indtil nu har været teknisk direktør i HB Køge, er blevet udnævnt som sportsdirektør for klubbens herreafdeling. Ændringen betyder, at det rent sportslige ansvar for strategien, udviklingen og præstationerne på HB Køges herrehold fremadrettet ligger hos Auri, der som teknisk direktør tidligere varetog ansvaret i samarbejde med klubbens nu afgåede direktør Per Rud.

“Det er helt naturligt og glædeligt for os at sige, at Auri nu står i spidsen for vores herrer. Det har været et stort ønske for os, at kunne give det overordnede ansvar for den strategiske udvikling af herreafdelingen til ham. Med sit HB Køge-hjerte og sin store fodbold- og ledererfaring fra tiden som både spiller og træner, er vi sikre på, han er den rette til at løfte opgaven. Fordi han kommer fra stillingen som teknisk direktør, ved vi eksempelvis allerede, at Auri giver den struktur og ro vores unge hold og trænerteam i NordicBet Ligaen har brug for. Med Auri som sportsdirektør er vores sportslige organisation omkring herre- og drengeholdene på plads,” siger midlertidig administrerende direktør i HB Køge Jason Arnold, som Auri Skarbalius kommer til at referere til.

Litauiske Auri Skarbalius siger selv om ændringen:

“Jeg er glad for tilliden, jeg bliver vist og glæder mig til at betale den tilbage. Vi har gang i nogle spændende og ambitiøse projekter, med et ungt førstehold der modbeviste mange kritikere i sidste sæson og som nu vil ud og vise, det er blevet mere modent og kan skabe endnu flere overraskelser. Samtidig har vores ungdomsafdeling lige modtaget den bedste licensrangering i klubbens historie – og vi kan se, at de næste stjerneskud allerede er klar i pipelinen. Det hele skal jeg sikre bliver forløst, og det glæder jeg mig til.”

Mens Auri Skarbalius først og fremmest kommer til at arbejde tæt sammen med hele trænerstaben omkring NordicBet Liga-holdet, kommer det strategiske arbejde omkring ungdomsholdene til at foregå i samarbejde med klubbens talentchef Steen Knudsen og head of coaching Kenneth Høier.

Med omstruktureringen ligger det overordnede ansvar for til- og afgange på spillersiden også hos Auri Skarbalius, og med transfervinduet åbent fortæller den nyudnævnte sportsdirektør, at HB Køge pt. kigger aktivt på muligheden for at forstærke klubbens førstehold.

“Vi har sagt farvel til nogle spillere og dem skal vi selvfølgelig erstatte på den ene eller anden måde. En del af vores strategi er, at vores egne talenter skal gå ind og udfylde et par af rollerne i sådan en situation. Og så holder vi øjne og ører åbne i forhold til, om der dukker noget op, der kan gå direkte ind og forstærke vores startopstilling. Gør der det, slår vi til. Men den del af gamet handler først og fremmest om tålmodighed og koldblodighed,” siger Skarbalius.

I forbindelse med ændringen i setup’et tager HB Køge afsked med chefscout Sergio Cecilio. Sergio ønskes et stort tak for indsatsen i HB Køge og alt det bedste fremover.

Capelli Sport