shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Auri: “Vi vil gerne spille den slags fodbold, som giver point”

Tidligere på ugen pudsede HB Køge formen af med en træningskamp mod F.C. København der blev vundet af HB Køge med 1-0. Det var en god test, hvor relationerne på banen og blev finpudset, mens der ligeledes var vigtig spilletid til nogle af de spillere, der ikke har spillet så meget i forårssæsonens første to kampe samt nogle af de unge og talentfulde U17- og U19-spillere.

Og for cheftræner Auri Skarbalius er det lidt en blanding af flere ting der gør, at man vælger at spille en træningskamp på et tidspunkt hvor 1. Division er gået i gang.

“Det er lidt et sammentræf af flere ting. En ting er, at vi gerne vil have kampe til de af vores spillere, som ikke får så meget spilletid, og samtidig vil vi gerne udvikle vores relationer. Der er flere spillere, der først kom til i sent i transfervinduet, så når vi kan nå nogle flere kampe, så gør vi det. Samtidig var det jo FCK, og Jacob Neestrup (assistenttræner i F.C. København, red.) ringede og spurgte om det ville være interessant for os at spille den kamp, og det synes vi, at det var”, fortæller Auri Skarbalius og fortsætter:

“Udfordringen var jo så, at vi helst ikke ville spille 90 minutter med dem der startede kampen, og samtidig ville vi meget gerne give nogle minutter til nogle af dem, der ikke spiller så meget og til nogle af de unge spillere. Vi kigger meget på vores unge spillere, og den bedste test er jo altid at spille mod et godt hold, så det vi aftalte var, at de sidste 30 minutter, der ville FCK komme med deres U19-hold og et par andre spillere, mens vi så også ville skifte de af vores spillere ind, som ikke får så meget spilletid plus nogle U17- og U19-spillere”.

Med i kampen var også Casper Jørgensen, Christian Toftdahl, Jonathan Canto og Frederik Munck, der ellers spiller foråret på lejeaftaler i KFUM, Roskilde og Holbæk B&I i 2. Division.

“Det er en helt klar plan for de her spillere. Det er ikke tilfældigt, at vi lejer dem ud til Roskilde KFUM og Holbæk. Spillerne træner med os et par gange om ugen, og vi har planer for dem hver uge. De træner med os, og de træner og spiller kampe for de klubber, de er lejet ud til. Når vi så har træningskampe, så vil vi meget gerne have, at de spiller for os, så vi fastholder relationerne og de ting, som vi arbejder med”.

Hjemmekampen mod Vendsyssel FF

På søndag spiller HB Køge på hjemmebane mod Vendsyssel FF. En vigtig kamp for begge mandskaber, men også en kamp, som rent statistisk ikke kan forventes at ende i en målbonanza. HB Køge har nemlig i denne sæson blot scoret fem mål i ni hjemmekampe, mens gæsterne fra Vendsyssel har en lignende statistik. Fem mål i ni udekampe.

“Det er jo sådan, at alle statistikker på et tidspunkt bliver brudt. Sidste år havde vi jo generelt svært ved at få point på hjemmebane, men så lykkedes det endelig, og det er jo det vi gerne vil fortsætte, mens vi samtidig arbejder meget på at skabe chancer. Så vi håber, det på søndag bliver sådan at Vendsyssel ikke scorer, og at vi skaber chancer og scorer. Vi vil jo gerne spille den slags fodbold, som forhåbentlig giver point. Det vil sige, at vi både er pragmatiske, men samtidig, hvis det kan lade sig gøre, så vil vi gerne have bolden”.

Efter et cheftrænerskifte i december har Vendsyssel i de seneste tre kampe hentet fire point og blot lukket et enkelt mål ind. Det ene mål blev scoret direkte på frispark da Viborg i sidste weekend slog Vendsyssel FF med 1-0. Men hvordan har HB Køge tænkt sig at slå hul på en nordjysk defensiv, der ikke har lukket mål ind i åbent spil i de seneste tre kampe?

“Det har vi en plan for, men jeg kommer ikke med detaljerne, men vi arbejder meget på hvordan vi flytter deres organisation”

1. Division

HB Køge – Vendsyssel FF

Søndag den 28. februar kl. 13.30

Capelli Sport Stadion.