shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

UGENS OLSEN: Barcelona og Arsenal er toppen af poppen

Svigersønnen er stor FCK-fan og har vist været det altid, også selv om han er rykket væk fra hovedstaden og har boet i Køge i 12-13 år. Jeg prøver ihærdigt på at få ham til at interessere sig mere for HB Køge, det spændende projekt med det nye stadion, mesterholdet i Gjensidige Kvindeligaen og Daniel Aggers 1. divisionshold. Det er en langstrakt proces, må jeg erkende. Men HB Køge kan da godt imponere Michael, som svigersønnen hedder.

Eller måske rettere sagt, det kan imponere ham, at medierne, de lokale, de landsdækkende – og givetvis snart nok også flere udenlandske medier – interesserer sig for og laver gode historier om HB Køge. Selvfølgelig især fordi de danske mestre nu skal ud i Europa og spille seks kampe i Champions League. Michael ringede tidligt dagen efter den imponerende 2-0-sejr over Sparta Prag på Capelli Sport Stadion for at berette, at han havde hørt Søren Randa-Boldt blive interviewet på DR’s fine P1-morgenprogram.

For HB Køges nye cheftræner er det noget nyt, at en del af trænerjobbet består i at være til rådighed for medierne før, efter og mellem kampene. Godt nok har Søren Randa-Boldt været fuldtidstræner i 17-18 år, men der var ikke så stort fokus på ham, da han var ansat i Skovlunde og Herfølge Boldklub og derefter mange år som DBU-træner på kvindesiden. Nu nyder han og glæder sig sammen med spillerne og klubben og byen over den stigende interesse for HB Køge ude fra.

’Det er positivt at være en del af et projekt, der er så spændende og have ansvaret for et hold, som laver så fine resultater og præstationer og spiller så godt sammen med fansene og tilskuerne på tribunen’, siger Søren Randa-Boldt. Han og staben og truppen har netop holdt den første friweekend efter en travl periode på det seneste. Men han skynder sig at understrege, at hverken han eller spillerne piver eller beklager sig på nogen måde over et hårdt kampprogram, som HB Køge kan se frem til.

RANDA-BOLDT HAR SAVNET MANGE KAMPE

’Det var da et savn, at jeg som DBU-træner ikke havde masser af kampe gennem sæsonerne. Som landstræner siger man jo farvel og på gensyn om to måneder til spillerne efter en kamp. Nu siger jeg næsten hver dag ’vi ses i morgen’ til mine spillere, som har virkelig gode betingelser og forhold her i HB Køge. Vi træner mere og har fået mulighed for at træne tidligere på dagen. Og jeg må indrømme, at jeg også har været godt træt af at aftentræne fra 18 til 20, som jeg gjorde som klubtræner’.

’Det er en fornøjelse at have en trup og et hold med stor kvalitet, og spillerne bliver bedre og bedre. Der er en voldsom energi og stor spilleglæde i holdet. Når vi træner, giver spillerne alt. De har det godt sammen både på og uden æfor banen, og de vil ikke tabe nogen kampe. Det er noget fansene og tilskuere kan lide, også at spillerne er åbne, har en positiv udstråling og viser, at de er glade og begejstrede for opbakningen fra hjemmepublikummet’, forklarer Søren Randa-Boldt.

Den seneste smalle 1-0-sejr over FC Nordsjælland bød måske ikke på så meget spektakulært spil og overlegen dominans, som i mange af de foregående kampe. Men fra tribunen kunne man se og fornemme, at det ville ende med en hjemmesejr. Spinkel eller med flere mål. Og sådan blev det jo også. Det viser styrke og vindermentalitet, at holdet også får tre point uden at være helt på toppen en enkelt gang.

Vi ved godt, cheftræneren ved godt, og spillerne ved også, at sejrsstimen næppe fortsætter, når de danske mestre træder ind på den allerstørste scene. Champions League-gruppespillet. ’Barcelona og Arsenal. Det er toppen af poppen. Og tyskerne fra Hoffenheim, som vi skal møde først, er også supergode’, vurderer HB Køge-cheftræneren. Han har allerede studeret dem to gange.

’Jeg ved ikke, om jeg eller en anden kan nå at se Hoffenheim live, inden vi spiller i Tyskland. Men vi er godt dækket ind med en masse video-materiale og vil være optimalt forberedt til debutkampen i gruppespillet’.

Det er med stolthed og forventninger om store oplevelser – og også med en realistisk indstilling til, at det bliver rigtig svært at lave mange point i den gruppe – at HB Køge-spillerne og trænerne begiver sig ud på den store, europæiske eventyrrejse. Der er ikke mange spillere, som får mulighed for at prøve kræfter med modstandere på det plan, hvor DM-triumfen i sidste sæson meget snart giver plads for HB Køge-truppen at vise sig frem.

HB KØGE-SPILLERE PÅ LANDSHOLDET?

I Europa kan spillerne blive matchet på ekstraordinært højt niveau, og det skal blive spændende at se, hvordan holdet agerer og præsterer. Der er et kæmpespring fra kvindeligaen til CL-gruppespillet. Men HB Køge-holdet er stærkt, de amerikanske spillere på toppen, og blandt de danske spillere er der bestemt flere, som vil vække landstræner Lars Søndergaards interesse. Lige nu har han en fin landsholdstrup, og måske skal der ikke nye ind lige straks.

’Men jeg kan da nemt se, at vi har dygtige spillere, som Lars Søndergaard på et tidspunkt kan hente ind og se på og give chancen på landsholdet’, siger Søren Randa-Boldt. ’Spillere som Cecilie Fløe, Isabella Obaze, Cornelia Kramer og Emma Færge’.

At holdet, der nægter at tabe, må indstille sig på, at det første nederlag i sæsonen kommer nærmere, har spillerne med i tankerne og i forberedelsen til CL-deltagelsen. Det første sæson-nederlag behøver ikke at være i ligaen og heller ikke i pokalturneringen, hvor modstanderen jo er Brøndby på udebane. Men stamspillerne bliver nødt til at økonomisere klogt og fornuftigt med kræfterne, og Søren Randa-Boldt skal hen over efteråret blande kortene til startformationen på en anden måde, end hvis der ikke var CL-kampe på programmet.

Og cheftræneren vil gerne sige, at pokalturneringen har 3. prioritet. Det er logisk nok. Sæsonmålet er at vinde mesterskabet igen.

ET VENDEPUNKT FOR AGGERS HOLD?

HB Køges målsætning for 1. divisionsholdet er, at Daniel Agger og Lars Jacobsen, den nye trænerduo, som ved præsentationen i foråret blev hovedpersoner på avisernes sportssider og i stribevis af historier og kommentarer på nettet, skal føre holdet op i top-seks i den næstbedste række. Og op i Superligaen i løbet af tre sæsoner. Det første er en besværlig opgave, kan vi godt konstatere.

Der har været en række, slemme nedture. Én sejr i ni kampe. Skuffende. Nummer to sejr kunne være kommet i hus fredag aften i Lyngby, hvor det var ærgerligt, at hjemmeholdet udlignede til 1-1 kort før tid.

HB Køge-præstationen var i orden. ’Vi lignede et hold’, som Lars Jacobsen konstaterede bagefter. Med en henvisning til, at det har HB Køge-spillerne ikke gjort i foregående kampe. Anfører Mike Jensens 1-0-hovedstødsmål var måske ikke svært at lave fra et par meters afstand – fordi indlægget til scoringen fra Pierre Larsen var supergodt. Men det afgørende var jo, at Mike Jensen, en dominerende spiller i den kamp, læste spilsituationen og modstandernes placeringer perfekt. Og HB Køge-spillerne gjorde meget rigtigt i Lyngby.

DER ER LANGT OP TIL TOP-SEKS

Der venter også svære kampe i de næste runder, og selv om HB Køge fjernede sig fra næstsidste-pladsen i tabellen, som den så ud i sidste uge, så er afstanden til nummer seks og fem blevet større. ’En mandfolkepræstation’, sagde Mathias Nielsen efter 1-1 i Lyngby. Enig. Der blev ikke begået grove, dumme fejl, som kunne blive straffet hårdt. Og med 13 kampe tilbage i grundspillet er der masser af point at spille om. Godt, at vi ved, at i fodbold kan alt ske.

Måske var indsatsen, indstillingen på banen, holdmoralen og viljen til at få spillet til at hænge sammen, det vendepunkt, der varsler bedre tider for HB Køge i den næstbedste række? Forhåbentlig.

Det bliver spændende at følge – og selvfølgelig endnu mere interessant at se et HB Køge-hold ude i Europa. Det er kæmpestort. Mestrene får barske kampe at varme op med, inden turen går til mødet med TSG 1899 Hoffenheim i Tyskland 5.oktober. Mod Fortuna Hjørring på udebane, Brøndby på udebane i pokalturneringen og Fortuna Hjørring på hjemmebane. Men Søren Randa-Boldt og hans spillere glæder sig vildt.

Det gør vi andre også. Måske også svigersønnen?