shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Bliv klogere på den nye assistentræner Gregg Ryders rolle

Siden opstarten af 2021/2021-sæsonen har Gregg Ryder været en fast del af trænerteamet på HB Køges 1. Divisionshold som assistent- og transitionstræner i samarbejde med Cheftræner Daniel Agger og First Team Coach Lars Jacobsen. Her får du muligheden for at blive klogere på Gregg Ryders nye rolle i HB Køge, samt ham som person:

“Min nye rolle i HB Køge er todelt. Den ene del er som assistenttræner på førsteholdet, og den anden del er som transitionstræner, hvor mit arbejde består i at sørge for talenternes overgang til førsteholdet. Samtidig står jeg for det forsatte arbejde med de unge spillere, som allerede er en del af førsteholdet. Derudover har jeg ansvaret for offensive og defensive dødboldssituationer”, forklarer Gregg Ryder om sin nye rolle som assistent- og transitionstræner.

Gregg Ryder har nu været i sin nye rolle som assistent- og transitionstræner en månedstid. Han nyder især at være en fast del af træningerne og er en træner, der ønsker at være til stede på banen:

“En stor del af mit arbejde – som assistentræner på førsteholdet – er på træningsbanen. Det er også dér, jeg gerne vil være. Jeg er med til at planlægge træningerne i samarbejde med Lars og Daniel. Netop samarbejdet med de andre i trænerteamet har været rigtigt godt, og vi er gode til at fordele de forskellige arbejdsområder mellem hinanden. Vi bidrager alle med forskellige ting til træningerne i det daglige, hvilket jeg ser som en stor styrke. Vi komplimenterer hinanden særdeles godt” forklarer Gregg Ryder.

Hvad kendetegner Gregg Ryder som assistentræner og person?

Når man spørg ind til Gregg Ryders styrker som fodboldtræner, så er netop træningsbanen dét, han fremhæver ved sin egen trænergerning:

“Jeg er god på træningsbanen. Dét er også det vigtigste for mig som assistenttræner – at træne og være på banen. Det er sådan jeg har skabt min trænerkarriere. Jeg har ikke selv en baggrund som tidligere fodboldspiller, så jeg blev nødt til at blive en god træner gennem trænergerningen. Så min styrke er på træningsbanen med at organisere og planlægge træningerne. Derudover har jeg selv prøvet at være cheftræner på Island i Trottur, så jeg har kendskab til de forskellige facetter af trænergerningen, hvilket jeg ser som en af mine styrker som assistenttræner, da jeg ved hvilket pres, der hviler på cheftrænerne”.

Selve samarbejdet med Cheftræner Daniel Agger og First Team Coach Lars Jacobsen er noget Gregg Ryder fremhæver ved sin nye tilværelse som assistent- og transitionstræner:

“Det har været fremragende. Intet mindre. De har en utrolig erfaring med sig fra deres fodboldkarrierer, som de tager med sig ind i trænergerningen. De har trænet under nogle af de dygtigste trænere i verden, og har selvsagt taget nogle af disse erfaringer med sig ind i deres trænerarbejde”.

Vi har hørt en masse om Gregg Ryder som træner, men hvordan adskiller træneren og personen Gregg Ryder sig? Åbenbart ikke særlig meget. For adspurgt om hvad der kendetegner Gregg Ryder som person, tøver han ikke ét sekund:

“Fodbold. Jeg tænker måske også lidt for meget på fodbold faktisk. Jeg har været i forskellige lande og flyttet rundt på grund af fodbold, så min store passion og drev i livet er fodbold på godt og ondt. Jeg brænder for fodbold og det er mit liv”, forklarer Gregg Ryder.

Rollen som transitionstræner:

Udover at være assistentræner for NordicBet Liga-holdet, så skal Gregg Ryder forsætte sit arbejde med talentudviklingen i HB Køge, nu som transitionstræner. Tilføjelsen af en transitionstræner styrker setuppet i HB Køge markant, mener Gregg Ryder:

“Jeg ser det som en stor styrke, at vi nu har muligheden for at få flere øjne på vores unge spillere. I det daglige vil de respektive trænere for ungdomsholdene arbejde med spillerne, mens jeg samtidig også har muligheden for at danne mig et indtryk af de forskellige spillere. Det gør, at vi er flere til at arbejde med spillerne og se på, hvordan vi bedst muligt integrerer dem i førsteholdstruppen på sigt. Det er et positivt tiltag for klubbens arbejde med talentudvikling”.

De seneste sæsoner har der været spilletid til flere unge spillere i HB Køge. Så når det kommer til talentudviklingen og fremtiden for HB Køge, så ser tingene lyse ud ifølge Gregg Ryder:

“Klubben har med sidste sæson vist, at hvis de unge spillere er gode nok, så skal de nok få chancen. Vi så hvordan Janus Seehusen fik spilletid i første kamp i NordicBet Ligaen. Sidste sæson kom William Madsen op fra U19-holdet og gjorde det rigtig godt. Fik en masse spilletid, bidrog på banen, udviklede sig og er nu en fast del af førsteholdstruppen. Jeg tror, at vi i fremtiden vil se en masse spændende unge HB Køge talenter bryde igennem på førsteholdet”.