Bon Bini, Jafar Arias

I Curaçao tales der “papiamento”, og derfor kan HB Køge nu for første gang sige velkommen på papiamento til en ny spiller. Bon Bini, Jafar!

Jafar Arias står noteret for ni landskampe for Curaçao og nu står han også noteret for en underskrift på en HB Køge-kontrakt! Angriberen, der er født og opvokset i Holland, har skrevet under på en aftale gældende for de kommende 1,5 år hos Svanerne.

Gennem de seneste to uger har Jafar trænet med i HB Køge og overbevist om, at samarbejdet skulle gøres permanent.

“Jafar har ganske enkelt overbevist os. Allerede inden han kom, kunne vi jo se på hans CV, at han tidligere har vist niveauet til at spille for os og også endnu større klubber – spørgsmålet var så, hvilken forfatning, han var i efter et halvt år uden klub. Svaret var positivt – han har set godt ud. Der er stadig en smule rust, der skal bankes af boldberøringerne, men han skal nok være klar til det vigtige forår, der venter. Hans fysik er fremragende og han bliver et stort aktiv for os,” siger direktør i HB Køge Per Rud om 191cm høje Arias.

Normalt er det Per Rud selv, teknisk direktør Auri Skarbalius eller klubbens scouting-team med Sergio Cecilio i spidsen, der finder nye spillere til NordicBet Liga-holdet, men denne gang kom det andetsteds fra. Det var nemlig cheftræner Nicklas Pedersen selv, der var bindeleddet til Jafar Arias.

De to spillede sammen i FC Emmen, da Nicklas Pedersen stadig var aktiv som spiller, og det var derfor også de to, der stod for den første kontakt mellem parterne. Nu kommer de altså til at arbejde sammen igen, omend det bliver i et noget andet format, og det glæder cheftræneren sig meget til.

“Jafar er en rigtig dygtig fodboldspiller og jeg ved, han er en helt fantastisk fyr, der også vil hjælpe vores unge spillere i omklædningsrummet og på banen. Derfor var jeg solgt på idéen om at få ham herop til prøvetræning og allerede efter at have set hans første par træninger her, vidste jeg også, at det her skulle vi gøre permanent,” siger Nicklas Pedersen.

Jafar Arias står noteret for i alt 81 kampe og otte mål i den hollandske Eredivisie i løbet af sine ophold hos FC Groningen, FC Emmen og VVV-Venlo. Det sportslige gennembrud kom i FC Dordrecht i den næstbedste hollandske række, hvor han i 17/18-sæsonen præsterede 19 målinvolveringer i 37 optrædener. Senere havde Jafar et kortere ophold i Rumænien hos FC Arges inden han forud for sidste sæson vendte hjem til Holland og Helmond Sport.

“Jeg er glad for at være her. Jeg kender træneren og synes altid, vi har arbejdet godt sammen. Det er et spændende projekt, der er i gang her, og det er en god klub med de rigtige værdier. Træningen og spillet minder om i Holland, så det hele føles meget naturligt for mig. Jeg føler, jeg passer godt ind – det føles i hvert fald allerede helt hjemligt at være her,” siger Jafar Arias, der blandt andet glæder sig over, at sprogbarrieren virker meget overskuelig.

“Jeg forstår de andre på banen, selvom det foregår på dansk. Nogle af ordene er de samme som i holland og andre er på engelsk. Så jeg forstår faktisk en del og snakker godt med de andre. Jeg vil gerne være én, de unge spillere kan gå til og snakke med, for jeg bliver en af de ældste i truppen og jeg vil gerne dele ud af mine erfaringer,” fortæller Jafar Arias.

Jafar bliver den første spiller fra Curaçao til at optræde for HB Køge. Tidligere har to caribiske spillere i form af Pablo Arboine (Costa Rica) og Radanfah Abu Bakr (Trinidad & Tobago) optrådt for svanerne.

Seks gange optrådte Jafar Arias og Nicklas Pedersen i alt sammen for FC Emmen i 2018-2019-sæson. Den senere HB Køge-spiller Lorenzo Burnet var i øvrigt også en del af Emmen-truppen i den sæson.

Jafar får trøjenummer 26 i HB Køge.

Capelli Sport