Brentforddansker klar for HB Køge
En 22-årig dansker fra Premier League-klubben Brentford FC sikrer nu den danske NordicBet Liga-klub HB Køge ny firepower i bagkæden.
Det handler om midterforsvareren Luka Racic, der står noteret for ni kampe for Brentford FC, og som har fået sin fodboldopvækst i F.C. København.
”Det har været en prioritet i dette vindue, at vi skulle forstærkes defensivt. Vi er gået efter at få en midterforsvarer med fart og fysik, og så har det selvfølgelig været en forudsætning, at det skulle være en spiller, der var motiveret for at komme til HB Køge. Vi har haft Luka på ønskelisten i et par uger, men der er mange ting, der skal lykkes i sådan en situation. Vi ringer jo ikke bare til en klub i Premier League, og så afleverer de en spiller fra deres førsteholdstrup til os fem minutter senere uden at stille spørgsmål,” siger HB Køges sportsdirektør Per Rud.
Der er tale om en lejeaftale, der løber sæsonen ud. Når det lykkes at lande en spiller fra Brentford, så handler det om personlige relationer, og her spiller Brentford-manager Thomas Frank en central rolle.
”Lejeaftalen var næppe kommet i hus uden Thomas Franks hjælp. Thomas er en del af vores netværk, ikke bare mit, men også Daniel Aggers og Lars Jacobsens. Thomas har under samtalerne med Brentford stået på mål for, at vi opfører os ordentligt i HB Køge og at Luka kan regne med, at hverdagen fungerer. Det er vi selvfølgelig taknemlige for,” siger Per Rud.
Luka Racic, der står noteret for 29 ungdomslandskampe for Danmark, har første arbejdsdag i HB Køge tirsdag. HB Køge indleder den nye sæson i NordicBet Ligaen den 27. februar med en hjemmekamp mod Jammerbugt.