shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

BROEN Køge på brystet af HB Køge

I en ny, banebrydende aftale går HB Køge sammen med flere af klubbens stærkeste samarbejdspartnere i form af XL-Byg CF Petersen & Søn, HM Rustfri Design og DreistStorgaard om at give en unik eksponeringsmulighed for velgørenhedsorganisationen BROENs afdeling i Køge.

Aftalen sikrer, at BROEN Køge vil pryde brystet på HB Køges NordicBet Liga-mandskab resten af året.

BROEN Køge arbejder for en sundere hverdag for socialt udsatte børn og unge i lokalområdet. Med hjælp til kontingentbetalinger og køb af udstyr er BROEN Køge med til at få børn og unge ind i positive fællesskaber hos lokale idræts- og fritidsforeninger, hvor de kan udvikle sig og få en masse succesoplevelser.

Det kan være i de lokale spejder-, teater- eller sportsforeninger – som eksempelvis HB Køge eller moderklubberne Herfølge Boldklub eller Køge Boldklub.

Alene i 2021 hjalp BROENs lokalforeninger rundt om i landet næsten 5.000 børn og unge ind i de vigtige fællesskaber, der skaber relationer, oplevelser og venskaber.

Med BROEN Køges navn på trøjen er det målet, at organisationens navn og viden om foreningens arbejde bliver endnu mere udbredt.  På den måde vil BROEN være i stand til at hjælpe endnu flere børn og unge i Køge-området.

“Priserne på alting stiger, og der er mere end nogensinde brug for foreninger som BROEN, der støtter de mest trængte familier i samfundet. Med initiativet her håber vi, at vi kan hjælpe dem med at indsamle endnu flere midler og udbrede kendskabet til BROEN i lokalsamfundet. BROENs vision er gennemført sympatisk, og vi er glade for at kunne hjælpe dem med at vokse i Køge,” siger HB Køge-direktør Per Rud.

William Madsen er blevet udpeget som HB Køges officielle BROEN-ambassadør, og han kommer derfor ikke bare til at gå forrest i kampene på banen men også i promoveringen af BROENs arbejde.

Udover at fremvise BROEN Køges navn på spillertrøjerne kommer William og resten af HB Køge til at støtte BROEN med følgende initiativer:

  • HB Køges førsteholdsspillere samler ind til fordel for BROEN Køge på Giving Tuesday senere på året.
  • HB Køge afholder en velgørenhedskamp med tidligere professionelle fodboldspillere og modtagere af støtte fra BROEN Køge. Billet- og eventuelle sponsorindtægter fra kampen går ubeskåret til BROEN Køge.
  • HB Køges ejere fra Capelli Sport leverer tøj og udstyr til BROEN Køge, som sender det videre til udsatte familier.
  • HB Køge fremstiller i samarbejde med Capelli Sport en BROEN/HB Køge trøje til offentligt salg. Al overskud fra salg af trøjen går til BROEN Køges arbejde.
  • BROEN Køge promoveres på klubbens LED-bande og storskærm under samtlige hjemmekampe.
  • BROEN Køges logo kommer også på brystet af vores bedste mandlige ungdomshold (U13, U15, U17 og U19).
  • BROEN Køges logo kommer på træningstøjet hos HB Køges Kvindeliga-hold.

Den store eksponering, der nu venter, vækker glæde hos BROEN Køge.

“Vi får en platform til at fortælle vores historie nu, som vi aldrig har haft før. Det gør jo, at kendskabet til vores organisation bliver større, og vi når meget længere ud, end vi ellers normalt kan. Aftalen kan først og fremmest være med til at sikre, at vores afdeling i Køge kan vokse, men forhåbentlig kan det også skabe grobund for at BROEN kan oprette endnu flere lokalforeninger andre steder og dermed hjælpe endnu flere børn i hele landet.”

“ Derfor vil vi også gerne sige rigtig stort tak til de personer og de virksomheder, der har været med til at gøre det her muligt,” siger bestyrelsesformand i BROEN Køge, Lennert Bo Hansen.

Han tilføjer:

“Vi er i dialog med flere virksomheder, som har udtrykt ønske om at være en del af samarbejdet mellem BROEN og HB Køge. Det er mit håb, at vi kan fortælle om det de kommende uger.”

Aftalen gælder for restenaf 2022, og BROEN Køges navn og logo kommer dermed til at figurere på brystet af NordicBet Liga-holdet for første gang, når HB Køge på søndag tager imod Hobro IK på Capelli Sport Stadion.