shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Bruninho er på plads i HB Køge

Efter et veloverstået træningsophold kan 31-årige Bruninho igen kalde sig HB Køge-spiller. Den teknisk og fysisk stærke brasilianer har nemlig skrevet under på en kontrakt med HB Køge, og er dermed næste tilføjelse til den trup, som HB Køges nye trænerteam, Daniel Agger og Lars Jacobsen, er ved at sammensætte og overtager når forberedelserne til den kommende sæson går i gang om få uger.

“Bruninho har vist sig fint frem, mens han har været på prøvetræning, og har i de fysiske tests vist, at han fremstår skarp og stærk, og så har han fået vist, at han stadig har sit touch. Vi ved selvfølgelig godt at det på grund af coronaen er længe siden han har spillet kampe, og at han derfor i opstarten skal have noget luft i lungerne, via både træning og træningskampe. Når Bruninho er i topform, så har han nogle ekstraordinære ting at byde på, og det ser vi frem til at opleve i efterårssæsonen”, udtaler HB Køges direktør Per Rud.

Bruninho spillede i sæsonen 2014/15 34 kampe for HB Køge og scorede tolv mål for klubben inden han i sommeren 2015 blev solgt til FC Nordsjælland. Siden har Bruninho spillet i både kinesisk og brasiliansk fodbold, suppleret med et kort lejeophold i FC Midtjylland i 2016/17-sæsonen.

Han glæder sig over nu at være tilbage i HB Køge og i dansk fodbold, hvorfra han har gode minder, og han ser frem til at blive en del af projektet i HB Køge fremadrettet.

“Jeg havde en god tid, da jeg var i klubben for nogle år siden, og har fulgt HB Køge siden jeg blev solgt til FC Nordsjælland. Jeg har længe haft et ønske om at komme tilbage til Danmark, og fortsætte min karriere, og jeg er glad for at jeg via mine gode forbindelser i klubben har fået muligheden for at komme tilbage. Jeg er en del af HB Køges historie, og den er jeg glad for, at jeg nu kan fortsætte. Jeg kender byen, og jeg kender stadig flere i klubben, og fik en god snak med den nye trænerduo Daniel Agger og Lars Jacobsen i sidste uge, og jeg glæder mig vildt til at starte træningen op om et par uger og hilse på mine nye holdkammerater. Jeg vil arbejde hårdt og give alt for at HB Køge og jeg vil få succes”, lyder det fra Bruninho.

Kontrakten løber i første omgang året ud, men parterne har allerede aftalt at tale sammen igen tidligt i den nye sæson.

Fakta om Bruninho:

Født: 29. september 1989

Tidligere klubber:  Caxias // Passo Fundo // Vitória de Setúbal // Nacional // Lajeadense // HB Køge (22. juli 2014 – 21. juli 2015) // FC Nordsjælland // Guangzhou City R&F (Kina) // FC Midtjylland // R&F Hong Kong // Esporte Club Pelotas

Kampe for HB Køge: 34
Mål for HB Køge: 12