shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

”Brunos Sjak” hjælper klubben

75-årige Bruno Zingg, som selv fik førsteholdsdebut for Herfølge Boldklub i starten af 60’erne, og siden spillede hele 195 førsteholdskampe som centerhalf i den gul/blå trøje, giver den stadig hele armen for den lokale klub. Nu er den tidligere VVS-mand formand for ”Brunos Sjak” som har eksisteret i 15 år, og som mødes 3-4 timer hver tirsdag – stort set året rundt.

“Selv om der har været lidt udskiftninger undervejs, er vi syv mand der mødes på stadion og hjælper med alt forefaldende arbejde på ting og sager på stadion. Ofte er det i området hvor udeholdet er, hvor vi laver ting i boderne. Det er alt lige fra at hænge reklameskilte op eller tage skilte ned, til at reparere ting og sager på stadionområdet og i boderne”, fortæller Bruno Zingg.

”Brunos Sjak” er sammen med HB Køge flyttet fra Herfølge til Køge i foråret 2019, og selvom der er tale om et nyt stadion, så har der alligevel været masser at se til.

“Der har været en masse arbejde her i starten, hvor der er produceret en masse nye skilte, som skulle hænges op på stadionområdet og andre ting der skulle laves i forbindelse med flytningen. Og så hjælper vi også stadig lidt til på Herfølge Stadion også, for der er der jo stadig en masse liv og fodboldkampe, og ting der skal vedligeholdes og ordnes”, fortæller Bruno og fortsætter:

“Det der driver værket er, at vi alle er HB Køge fans, og så har vi et godt kammeratskab når vi mødes. Vi hygger os og får også en god fodboldsnak, og så slutter vi altid tirsdagens arbejde med en kold genstand”, slutter Bruno Zing med et smil.

Udover ”Brunos Sjak” findes der også ”Fejeholdet”, som hjælper til i HB Køge, og som mødes efter hver eneste hjemmekamp for at feje og rydde op efter de besøgende på Capelli Sport Stadion.

Dette interview blev første gang bragt i HB Køges Profilavis, udgivet december 2019.