Canto: Glæder mig til bidrage
Jonathan Canto er nyt ansigt i HB Køge efter at den 19-årige midtbanespiller i sidste uge skrev under på en treårig kontrakt med Auri Skarbalius’ tropper. Jonathan Canto kommer til klubben fra F. C. København, hvor han har været en del af klubben U19-mandskab. Nu glæder han sig til at tage skridtet fra ungdoms- til seniorfodbold.
“Jeg ser frem til at prøve mig af som seniorspiller her i klubben. Jeg er aggressiv, god på bolden og så giver jeg mig altid 110 %. Jeg tror på, at jeg kan være med til at bidrage til holdet med de kvaliteter, jeg har, og at jeg kan være med til at gøre en forskel”, fortæller Canto, der også har haft HB Køges ambitioner i tankerne, da han besluttede sig for at skifte til HB Køge.
“Jeg synes, at det er mega spændende projekt, som jeg har fået præsenteret. Jeg kan godt lide klubben, og den rejse, HB Køge indtil videre har været på, er noget, der tiltaler mig. Jeg er faldet godt til, og føler at drengene fra første dag har taget rigtig godt imod mig”.
I den forgangne uge var Jonathan Canto og holdkammeraterne på træningslejr i Tyskland. Og udbyttet heraf er Canto også godt tilfreds med.
“Det var rigtig dejligt at være af sted, og jeg kom godt ind på de andre spillere i truppen. Sammenholdet har været rigtig lækkert, og så har jeg lært en masse om hvordan det fungerer taktisk. Jeg spillede et kvarter i den første kamp, og en lille halv time i den anden. Jeg synes, jeg kom ind og gjorde et godt indhop begge gange, og så er det bare om at klø på og udnytte de minutter, man får”.