Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Capelli Sport Cup er på trapperne: International top-turnering i Køge

Den 28. juli til 1. august 2021 skal der igen afholdes Capelli Sport Cup i Køge. Det store internationale stævne afvikles for anden gang, og som det sig hør og bør spilles stævnet på Capelli Sport Stadion. I alt vil 13 hold fra hele verden deltage i tre forskellige turneringer, der inddeles i henholdsvis U17-, U19- og kvindesenior. Der vil være international bevågenhed fra flere forskellige scouts og agenter, som alle melder deres ankomst til Køge for at finde det næste store navn fra Capelli Sport-familien.

Efter et år uden Capelli Sport Cup grundet nedlukning af fodbolden og begrænsede rejsemuligheder som følge af corona-pandemien kan der igen bydes indenfor til det internationale fodboldstævne i Køge. Fire hold vil deltage i U17-turneringen, seks hold i U19-turneringen og tre hold i turneringen for kvindesenior. I løbet af ugen vil de forskellige hold blive præsenteret her på hjemmesiden, men allerede nu løfter HB Køges direktør sløret for, hvad man kan forvente i uge 30 på Capelli Sport Stadion.

”Capelli Sport Cup bliver en stor begivenhed. Ikke kun for os i HB Køge, men for hele Capelli Sport-familien og erhvervslivet i Køge. Vi har oplevet en stor opbakning fra klubbens partnere, der er med til at gøre det det muligt at tiltrække fodboldhold fra hele verden – alt fra mad og hoteller får vi afgørende hjælp til, som de alle skal have tak for”, siger HB Køges direktør Per Rud og fortsætter:

”Foruden HB Køges egne hold glæder vi os til at byde velkomne til Capelli Sport-klubber fra Tyrkiet, Grækenland, Tyskland og USA, mens vores scoutingafdeling også har arbejdet på at sammensætte et verdensomspændende hold bestående af flere af de største talenter i Capelli Sport-regi. Vi glæder os rigtig meget til at byde alle velkomne og åbne dørene for tilskuere, spillere, interessenter og medier til det, der uden tvivl bliver den største turnering i Capelli Sports historie”.

Der vil blive åbent for tilskuere til Capelli Sport Cup, ligesom det vil være muligt at følge kampene online via både streams, sociale medier og nyheder her på hjemmesiden. I løbet af denne uge vil det blive offentliggjort, hvilke hold der kommer til Køge til den store turnering.

Mayday Vinduespolering