Capelli Sport går ind i litauisk fodbold
Auri Skarbalius får nøglerolle i Utenis Utena, hvor Capelli Sport bliver hovedaktionær.
HB Køges hovedaktionær, Capelli Sport, overtager nu aktiemajoriteten i den litauiske klub Utenis Utena, der spiller i den tredjebedste liga i Litauen. Capelli Sport udvider dermed sit fodboldnetværk i europæisk fodbold. Over de kommende fem år vil Capelli Sport investere i den litauiske klub.
Som en del af aftalen vil den tidligere HB Køge-træner, og nuværende tekniske direktør i Capelli Sport, Auri Skarbalius, overtage posten som bestyrelsesformand i Utenis Utena.
Capelli Sport vil ligeledes blive officiel tøj- og udstyrspartner i Utenis Utena. Fra og med 2022-sæsonen vil alt tøj og udstyr til spillere, trænere og ledere blive leveret fra Capelli Sport.
Over de kommende fem år har Capelli Sport planer om at afholde årlige talentcamps, som skal tiltrække de største talenter fra det lokale fodboldmiljø. Spillerne vil ligeledes få mulighed for at deltage i turneringer i Litauen og i Europa for at vise deres evner frem. Udvalgte talenter vil derudover få mulighed for årlige besøg i HB Køge og andre klubber under Capelli Sport. Som en del af samarbejdet mellem Utenis og HB Køge vil der være vidensdeling mellem de to klubber, ligesom trænere vil rejse mellem Litauen og Denmark for at inspirere hinanden og sikre fremdrift og udvikling begge steder.
Jason Arnold, der er vicepræsident Sporting Business under Capelli Sport, siger:
“Vi er rigtig glade for at Utenis Utena bliver bliver en del af vores ekspanderende netværk af Capelli Sport-klubber. Vi har fantastisk forhold til klubben, og vi ser mange muligheder for I fremtiden at få klubben til at vokse på og uden for banen via dette nye kapitel i klubbens historie”.
Auri Skarbalius tilføjer:
“Capelli Sports mål er sammen med bystyret i Utena og andre aktionærer at skabe et eliteakademi, som kan være med til at skabe det bedste miljø for udvikling af talentfulde fodboldspillere. Vi ønsker at kunne skabe et netværk af lokale fodboldskoler, der som et fælles mål arbejder sammen om at udvikle spillerne.”
Per Rud, der er sportsdirektør i HB Køge, følger op:
“Vi har et langvarigt venskab med den litaiuske klub, ikke mindst takket være Auris relation. Vores gensidige tillid har været med til at skabe ideen om at styrke samarbejdet mellem os og gå mere detaljeret til værks. Capelli Sport tror på folkene i Utena, og de ønsker at udvikle klubben. Capelli Sport ønsker at finde og udvikle så mange talentfulde fodboldspillende børn som muligt – nogle af dem vil potentielt kunne have en fremtid i HB Køge”.