Capelli Sport giver fri entré til tilskuere under 18 mod Brøndby
Når HB Køge onsdag aften får besøg af Brøndby IF bliver det forhåbentlig med en masse piger og drenge på tribunerne. Capelli Sport har således besluttet at købe alle billetter til personer under 18 år fri til opgøret.
I praksis vil det betyde, at børn uden videre kan gå igennem tælleapparaterne til stadion på Capelli Sports regning onsdag aften. HB Køges personale og sikkerhedsvagter kan på forlangende bede om ID fremvist, såfremt de skulle være i tvivl om en tilskuers alder.
For alle tilskuere over 18 år gælder de ‘normale’ regler for billetter og sæsonkort på stadion. Billetter til kampen for voksne og pensionister kan købes her.
Til kampen vil der desuden være fanzone på stadion med blandt andet hoppeborg, mega-bordfodbold og fodbolddart, så underholdningen skulle være sikret for både store og små.
Dørene til Capelli Sport Stadion åbnes klokken 18.00, mens der er kampstart klokken 19.00. Med en sejr i opgøret kan HB Køge lægge sig enligt i spidsen af den ellers så tætte Gjensidige Kvindeliga.