Carusa er lykkelig for landsholdsdebut og en særlig mentalitet i HB Køge

Onsdag aften debuterede 23-årige Kyra Carusa for det irske landshold, da hun efter 58 minutter blev skiftet ind ved stilling 1-0 til Irland mod Montenegro. Tidligere i karrieren har angriberen optrådt for det amerikanske U23-landshold, men fik i midten af februar endelig tildelt irsk statsborgerskab, gjort muligt  af bedsteforældre med ophav fra de britiske øer. Til trods for en opvækst i USA har Carusa siden hun var 16 år, tænkt over, at en chance på det irske landshold måske kunne være en mulighed i fremtiden. Derfor var det også med stor glæde, at hun den 27. februar drog afsted fra Køge for at blive en del af landsholdstruppen, der var samlet forud for EM-kvalifikationskampene mod Grækenland og Montenegro. I den første kamp mod grækerne få dage efter Caruas ankomst til landsholdslejren, kunne hun siddende på bænken i alle 90 minutter se sine holdkammerater trækker en 1-0-sejr i land.

Læs også: Irsk landsholdsspiller til HB Køges kvindehold

I den anden kamp mod Montenegro lå det derimod mere i kortene, at hun skulle få lov at spille en rolle. Dog ikke fra start, men i en absolut afgørende og kritisk fase af kampen, hvor den irske sejr skulle konsolideres.
Og selvom det var et helt særligt øjeblik for den 23-årige angriber, så føltes det ikke sådan i momentet. Tværtimod. Carusa var klar til at komme ind, som var det en helt almindelig kamp. Og ikke en chance, hun havde ventet på hele livet:

– “I minutterne inden jeg skulle på banen føltes det som enhver anden kamp. Jeg var forberedt, vidste hvad jeg skulle og var i gang med opvarmningen. Da trænerteamet fortalte mig, at det var nu, kunne jeg mærke nervøsiteten komme snigende – men igen, som det ville være i en hvilken som helst anden kamp. Jeg har spillet så mange kampe gennem mit liv og denne føltes ikke anderledes – på det tidspunkt. Jeg vidste, hvad der skulle ske og hvad jeg kunne bidrage med.”, fortæller Carusa roligt om sin landsholdsdebut og fortsætter:
– “Men i det øjeblik, slutfløjtet lød og kampen var færdig, gik det op for mig: Jeg var ikke længere “bare” en fodboldspiller, men en landsholdsspiller. Jeg kunne slet ikke stoppe med at smile, alle ønskede mig tillykke og landstræneren Vera Pauw fortalte mig gentagende gange, hvor glad hun var for min præstation,”
– “Inden kampen og op til den anden kamp havde jeg selvfølgelig set landsholdstrøjen hængende i omklædningsrummet med mit navn på ryggen. Det havde da også givet en snert af stolthed, men at stå der på banen, kigge ned af sig selv og se det irske fodboldforbunds logo på brystkassen.. Det betød noget helt særligt. Og i det øjeblik var det alt andet end en almindelig fodboldkamp” siger en tydeligt stolt angriber, der flere gange fremhæver sine bedsteforældre, der for mange år siden drog til det nordamerikanske kontinent efter flere generationers ophold i Irland. En inspirationskilde, som i øjeblikket betød meget for Carusa.

Var der rødt?

Efter cirka 25 minutter på banen mod montenegrenerne fik Kyra Carusa altså chancen. Chancen for at vise sig frem på internationalt niveau og en af verdens største scener. Iklædt den hvide irske landsholdstrøje kan hun se, at en høj og lang aflevering er på vej fremad i banen, som hun var stålsat på at vinde.
Med god brug af sin fysiske formåen holdte Carusa sin nærmeste modstander, Darija Dukic, væk fra bolden og tvang hende i stedet til at tage ufine metoder i brug:

“Jeg havde på fornemmelse, at hun var meget tæt på mig, så jeg forsøgte at vende hurtigt rundt. Hun kunne ikke følge med og valgte i stedet at holde fast i min trøje. Selvfølgelig var det en forseelse, men jeg havde helt glemt, at hun havde et rødt kort. Så jeg ville bare sætte bolden i gang med det samme. I stedet for at løbe dybt, så jeg mine holdkammerater komme smilende og lykønskende hen til mig, hvilket jeg først ikke forstod noget af. Jeg havde været så fikseret på at få spillet i gang, at jeg slet ikke nåede at se, at hun forlod banen. Men det blev afgørende for, at vi troede på det resten af kampen og var sikre på, at vi nok skulle vinde.”

Det skulle de irske kvinder da også sagtens. Efter udvisningen kunne Carusa se sin holdkammerat Katie McCabe banke frisparket i mål og få minutter senere blev sejren cementeret til stillingen 3-0. Dermed blev “alt andet end en almindelig fodboldkamp” vundet med bravour og Carusa fik i allerhøjeste grad gjort et flot indtog.

Mentaliteten til at få succes

Da Kyra Carusa blev præsenteret som ny HB Køge-spiller den 22. februar var det under noget usædvanlige forhold. Angriberen var nemlig fløjet direkte til Spanien, hvor hun stødte til sine nye holdkammerater, der var på træningslejr. Og eftersom holdet var tilbage på dansk jord den 23. februar, nåede Carusa ikke at være mange dage i landet, inden hun skulle afsted med landsholdet. Men det afholder hende bestemt ikke fra at være ovenud glad for sin nye hjemstavn:

– “Jeg er allerede helt vild med Danmark. Selvom jeg kun nåede at være her i seks dage inden, jeg skulle afsted med landsholdet, så savnede jeg hurtigt det hele. I HB Køge har vi en god bane, et godt stadion og et velkomment hold. Alle har virkelig gjort det, de kunne for at få mig til at føle, at jeg var velkommen og hjælpe mig fra dag et,” siger angriberen og fortsætter:
– “Jeg har oplevet andre hold, hvor det er naturligt at have travlt med sit eget og ikke have tid til hinanden – men her tænker alle på, at alle skal have det godt. Det er specielt. De mest succesfulde trupper, jeg har været en del af har alle haft én ting til fælles: Man gik op i hinanden og ville sammen opnå succes. Det er lige præcis det, som jeg oplever her. Da vi slog FC Nordsjælland 4-1 havde hele holdet en mentalitet, der sagde, at vi selvfølgelig nok skulle vinde og ville kæmpe med næb og klør for ikke at tabe. Det er et tegn på, at det nok skal lykkedes.” slutter Carusa af.