Carusa før Juve: Det er nu, det gælder
Så kom dagen. Champions League er tilbage på Capelli Sport Stadion i Køge og i aften venter et brag af en kamp, når svanerne tager imod de femdobbelte italienske mestre fra Juventus. Forberedelserne har været grundige, men HB Køges kaptajn, Kyra Carusa, er helt og aldeles klar over, at holdet skal løfte sig – og det håber hun på, at publikum og fans kan hjælpe til med.
“Vores forventninger til denne kamp er, at vi skal ud og ramme det niveau, som vi ved, at vi er i stand til at levere. Næsten alle i truppen har nu haft en “Champions League-oplevelse”. Vi ved derfor, hvad der venter os og hvad vi skal ud og leve op til. Vi kender til miljøet, standarderne og presset, som de her kampe bringer med sig. Med det sagt, så har vi virkelig også brug for al den støtte, som vi kan få – og det håber vi, at vores fans kan hjælpe os godt på vej med,” siger HB Køges kaptajn.
// KØB BILLET: HB KØGE – JUVENTUS //
Carusa og resten af truppen har haft nogle gode dage til at forberede sig på aftenens opgør. Og selvom forberedelserne på papiret er meget lig en normal liga-kamp, så er der alligevel nogle andre facetter i spil, som truppen skal have fuldstændigt styr på inden det går løs.
“Forberedelserne er stadig den samme ide om video, evalueringer og taktik, men jeg vil sige, at forberedelserne til en Champions League kamp er mere specifikke. I en ligakamp ville vi fokusere mere på, hvordan de andre hold spiller, men vi ville stadig have en bestemt måde at spille på. Når det gælder en kamp som i dag mod Juventus, så skal vi være meget mere forberedte på at skifte til forskellige setups og formationer i forhold til forskellige momenter på banen,” fortæller Kyra Carusa.
For den irsk/amerikanske kaptajn er det dog også ekstremt vigtigt, at man ikke negligerer de mentale forberedelser før en kamp som i dag.
“De mentale forberedelser før denne kamp er for mig lige så vigtige som de taktiske og spillemæssige. Vi har snakket meget om, at vi uanset hvad bliver nødt til at gå ind til de her kampe men en mentalitet om, at det er en kæmpe mulighed, ære og en gave for os at spille med her. Vi kan simpelthen ikke spilde vores chancer på at tænke på fortiden, fremtiden og potentielle chancer. Det er altså nu, det gælder. Vi skal være hundrede procent til stede. Det er alt, vi tænker på lige nu – og det er lige præcis sådan, det skal være,” lyder det fra Carusa, der også kommenterer på holdets chancer mod storfavoritterne fra Juventus.
// KØB STREAMINGADGANG: HB KØGE – JUVENTUS//
“Jeg vil sige, at vores chancer er lige så gode som de fleste andres. Jeg ville sige det omkring vores hold uanset hvad. Sidste år var vi i en lignende situation, hvor ingen forventede noget af os. Det var en kæmpe overraskelse, at vi gjorde det, vi gjorde. Med det i mente og med det faktum, at vi er meget bedre forberedte i år, så ville jeg altid, altid satse på os,” slutter Kyra Carusa.
HB Køge – Juventus
UEFA Women’s Champions League, Kvalifikation
Tirsdag d. 20. september 2022, 18.00
Capelli Sport Stadion