shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Carusa om forlængelse: Hver dag er meningsfuld

For en uge siden kunne HB Køge præsentere en række gode nyheder, da Søren Randa-Boldt og Emma Færge blev præsenteret som nye ansigter, mens Kelly Fitzgerald og Kyra Carusa på samme pressemøde forlængede deres kontrakter med HB Køge.

Dermed kan fansene på Capelli Sport Stadion glæde sig til at se de to amerikanske grundpiller på Gjensidige Kvindeligaholdet det næste lange stykke tid. Fitzgerald og Carusa fortsætter som HB Køge-spillere, hvilket sidstnævnte glæder sig over i stor stil og tager som et vidnesbyrd om gensidig tillid.

“Jeg har en stor tro på klubben, og klubben har en stor tro på mig. Det projekt, som blev søsat allerede før jeg kom til, er virkelig noget, jeg gerne vil være en del af at udvikle. Samtidig føler jeg, at der endnu er noget ‘unfinished business’ her i HB Køge. For mig er det at kvalificere os til Champions League og at vinde et dansk mesterskab. Det er helt klart et fælles mål, som alle på holdet gerne vil opnå i fællesskab. Det vil jeg bare så gerne være en del af i fremtiden”, siger en glad Kyra Carusa og uddyber om sin baggrund for sin beslutning.

“Spillerne, trænergruppen og alle omkring klubben vejer også tungt i min beslutning. Når det handler om at få spillere ind fra forskellige lande, skal man lykkedes med at blande mange forskellige kulturer. Men her i HB Køge har jeg oplevet en stor lyst og villighed til at lære fra hinanden, mens vi vokser i fællesskab. Dét at have det samme mål og det samme ønske om at vokse i fællesskab, er noget smukt, jeg sjældent har oplevet”.

Carusa med en vigtig scoring mod Fortuna Hjørring. Foto: Jess M. Madsen

Den irske frontløber har i denne sæson indtaget rollen som viceanfører, hvor hun fra forreste geled leder tropperne fremad. Selvom det er nyt at være viceanfører, er det ikke nyt for Carusa at lede på og udenfor banen. Siden sin ankomst til HB Køge i marts sidste år, har angriberen med fortid i både amerikansk og fransk fodbold scoret mål på samlebånd og kan bryste sig af 19 scoringer i 23 kampe.

Dermed er det tydeligt for enhver, at Carusa er faldet til i Danmark på banen. Men tungt i overvejelserne har det også vejet, at Kyra Carusa som menneske er faldet godt til på den sjællandske østkyst i en blanding af dansk, amerikansk og lokal kultur.

“Jeg har spillet professionel fodbold i en række forskellige lande og den opbakning fra sponsorer, folk i administrationen og den politiske støtte er noget, man ikke ser mange steder på så højt et niveau. Når man oplever det, skal man bare forlænge sin kontrakt – og ikke tage afsted”, fortæller Carusa.

“Det er svært at sætte ord på, hvad det præcis er, der giver den støtte. Det er alt det, vi oplever fra dag til dag og de enkelte personer, der tilsammen udgør det. For mig er den vilje til at lære fra hinanden, træningsmiløjet, måden hvorpå vi også udenfor banen er venner, men nok mest af alt viljen til at arbejde mod et fælles mål”,

“Selvom vi kommer fra forskellig baggrund og opvækst, tænker forskelligt og håndterer modgang på hver vores måde, så arbejder vi hver dag for at opnå succes i fællesskab. Hver eneste dag – og lige meget hvad vi gør – giver for mig mening. Det er meget specielt, at man både kan nyde hverdagen, fordi det er sjovt, men samtidig er så meningsfuld. Hvis man kun arbejdede med den kortsigtede, sportslige succes, ville projektet ikke være der hvor det er i dag. Alle har en stor tro på, at det nok skal lykkes, og det er med til at gøre os anderledes fra ikke kun danske, men også udenlandske hold”, slutter en tænksom og glad Kyra Carusa af.

Jubel og glæde på Kvindeligaholdet. Her efter sejren mod FC Thy-ThistedQ, men også over fællesskabet på holdet.