shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Carusa: Skal afslutte det, vi startede på sidste år

I morgen venter der HB Køges kvinder en vigtig udebanekamp, når de møder Brøndby IF på Tingbjerg Idrætspark kl. 13.00.

HB Køges kvinder har set ualmindeligt stærke ud i indeværende sæson i Gjensidige Kvindeliga, men måtte sidste weekend se deres forspring skrumpe til seks point ned til Fortuna Hjørring, og med fire kampe tilbage i slutspillet, vil en sejr mod Brøndby være et vigtigt skridt mod mesterskabet. Dette er dog ikke noget, der skræmmer HB Køges anfører Kyra Carusa, der ser frem til et spændende opgør mod Brøndby.

”Vi har spillet nogle ret dramatiske kampe mod Brøndby de sidste par år. Brøndby på udebane er altid en spændende og svær opgave for os, men siden sidste gang vi mødte dem, har vi udviklet os rigtig meget som hold. Jeg tror på, at vi kan gå ind og ændre på den her historie omkring hvor svære kampene mod Brøndby er for os,” siger hun og uddyber om førerpositionen i Gjensidige Kvindeligaen:

”Vi er hundrede procent klar til at afslutte det, vi startede på sidste år. De her to uger har vist os, at vores kvalitet er ekstremt vigtig og afgørende i resten af kampene i slutspillet. Vi er klar på at forlange noget af os selv og stille krav til os selv. Vi har forventninger til os selv, som vi skal ud at leve op til,” lyder det fra Carusa.

Og den målfarlige anførers stærke mindset og drive den sidste måned er da heller ikke gået ubemærket hen. Kyra Carusa har den sidste måned leveret en topperformance, der netop er blevet belønnet af Gjensidige Kvindeligaen, hvor hun er kåret til månedens spiller i april 2022.

”Jeg er utrolig beæret og ydmyg over at blive kåret til månedens spiller. Der er rigtig mange dygtige spillere, der lige så godt kunne have modtaget denne pris, så jeg er meget beæret. Min performance skyldes lige så meget kvinderne omkring mig, der er lige så investerede i slutspillet, som jeg er. Vi har de samme formål, og hver dag kommer de ud og forventer lige så meget af mig, som jeg forventer af dem. Nøglen til succes hænger sammen med omgivelserne og miljøet. Det, vi har her, er noget helt specielt,” slutter Kyra Carusa.

Truppen til kampen mod Brøndby IF søndag d. 8. maj 2022:

1. Kaylan Marckese
2. Maria Uhre Nielsen
3. Julie Nowak
4. Selma Svendsen
5. Andrea Norheim
7. Kyra Carusa
8. Laura Guldbjerg Pedersen
9. Nicole Kozlova
10. Maddie Pokorny
11. Sarah Jankovska
13. Cecilie Fløe
14. Lauren Sajewich
15. Cilje Ostenfeld
16. Alberte Vingum Andersen
19. Signe Markvardsen
20. Cornelia Kramer
22. Isabella Obaze
44. Emma Færge

 Brøndby IF – HB Køge
Gjensidige Kvindeliga Slutspil
Søndag d. 8. maj 2022, 13.00
Tingbjerg Idrætspark, Brønshøj