Casper Jørgensen – Om at slå igennem i sin barndomsklub
Unge Casper Jørgensen har fået en del spilletid denne sæson for HB Køge, hvor det senest blev til fuld spilletid mod Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen. Forrige sæson var Casper Jørgensen lejet ud til Holbæk, men har denne sæson været en fast del af truppen. Her bringer Hbkoge.dk et længere interview med den talentfulde midtbanespiller:
“Jeg synes, at jeg gør de ting, jeg skal. Vinder mine dueller, får løbet en masse og kommer godt af med bolden. Det var en lidt ny position for mig som 6’er, men jeg føler, at jeg løste den godt. Jeg skal være meget på bolden som 6’er, og der føler jeg, at som kampen skred frem, at jeg kom bedre med. Jeg er en type, der gerne vil have bolden, så den nye position passede mig egentlig fint”, sagde Casper Jørgensen om sin præstation mod Vendsyssel FF.
For Casper Jørgensen er det blevet til spilletid i både Sydbank Pokalturneringen og i NordicBet Ligaen. En opstart, der startede hårdt for Casper Jørgensen, men endte med spilletid i en del af sæsonens første kampe:
“Det har været helt vildt fedt at være en del af holdet. Jeg startede ud med at være lidt småskadet og syg, så der kom jeg lidt væk fra truppen, men jeg føler, at jeg er kommet godt efter det. Jeg har fokuseret på at træne godt, og så gribe chancen, da jeg fik den mod Helsingør i pokalen. Jeg synes virkelig, at vi har en fed trup, som jeg nyder at være en del af. Vi har et stort potentiale i den her trup, som ikke er blevet vist frem endnu, men det er jeg sikker på snart kommer. Vi har nogle dygtige træner, så jeg tror virkelig på projektet”.
Midtbanespilleren Casper Jørgensen har været en del af klubben fra barnsben af. Helt fra U9 i Herfølge Boldklub og hele vejen gennem HB Køges ungdomshold. Han beskriver sig selv som fodboldsspiller på følgende måde:
“Jeg er en løbe- og duelstærk midtbanespiller. Jeg tager gerne de sure løb og gør det gerne for mine holdkammerater. Jeg er en rigtig holdspiller, der vil gøre mit bedste for holdet gennem mine løb og ved at vinde mine dueller. Derudover har jeg en fin venstrefod, som er en af mine styrker. Desuden føler jeg, at jeg kan bidrage med noget til holdet. Jeg er rolig på bolden og forsøger at tage de rigtige beslutninger”.
Senest mod Vendsyssel var Casper Jørgensen involveret i en fejl, der førte til et mål for modstanderen, men det er ikke noget, der tynger den unge midtbanespiller:
“Jamen alle kommer til at begå fejl, så for mig handler det mere om, hvordan man tackler det. Så jeg tænkte for mig selv, at nu ville jeg gå ud og gøre det endnu bedre, tilbyde mig endnu mere og ikke gemme mig. Hvis du gemmer dig efter en fejl, så lærer du ikke noget. Så der er jeg ret kold som person. Der var stadig 30 minutter tilbage og så ville jeg bare sørge for at brænde banen den resterende tid. Det værste man kan gøre, er at gemme sig, for så er ens mentalitet forkert. Sådan er jeg ikke som type”
Casper Jørgensen har også et håb for sig selv i sin barndomsklub HB Køge:
“Jeg vil gerne sætte mit præg på klubben og være én man husker. Jeg håber, at jeg kan blive en spiller som folk regner med og stoler på. Jeg drømmer om at slå igennem i HB Køge og blive en fast del af startopstillingen hver gang”. Dog drømmer den unge Casper Jørgensen også om endnu større destinationer:
“Jeg vil altid bestræbe mig på at blive så god som muligt. Så en drengedrøm for mig har altid været at spille i Premier League, og særligt for Chelsea. Det er en drøm som dét, der gør, at jeg forsøger at gøre mit bedste til hver træning, så jeg kan blive så dygtig som overhovedet muligt. For hvem ved? Måske går ens drøm så netop i opfyldelse”.