shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Cavnic: “Positive ting at tage med”

HB Køge og Nykøbing FC tørnede lørdag middag sammen i en træningskamp på Falster, og helt som ventet, så blev det en hård test mellem to hold, der begge har som ambition at sikre en plads i NordicBet Ligaens top 6.

“Nykøbing er en modstander, som vi kæmper med om en top 6-placering, så vi forventede en hård kamp, og det blev det. Det var rart at få flere minutter i benene. Der var nogle positive ting, og selvfølgelig også nogle negative. Vi holder fokus på de positive, og vil prøve at rette op på de negative. Vi har to uger til forårspremieren, og forhåbentlig vil vi være i top 6 når rækken deles op,” lød det efter kampen fra midterforsvareren Nemanja Cavnic, der startede på banen, og dermed havde sin andel i at Nykøbing FC blev holdt fra fadet i 0-0-kampen.

“Nykøbing er en god modstander. De spiller god fodbold. Særligt hvis man giver dem lidt plads. De er gode til at finde rummene, men vi holder målet rent, og det er en af de positive ting. Vi kunne godt have scoret et par mål, men det er som det er. Det er bedre, at vi ikke scorer i dag, og så i stedet scorer når sæsonen går i gang.”

I første halvleg af lørdagens træningskamp var det hjemmeholdet fra Nykøbing FC, der kom bedst fra start, men undervejs fik HB Køge justeret lidt i spillet, og i anden halvleg var det Daniel Aggers tropper, der i hovedparten af halvlegen kontrollerede slagets gang.

“Vi aftalte at presse på en lidt anden måde efter pausen, og det var med til at give lidt mere stabilitet. Vi ventede lidt på dem, og var stærke i midten, så vi kunne tage bolden fra dem, og kunne angribe derfra. Vi kontrollerede kampen i anden halvleg. I første halvleg var vi ikke helt klar på hvad de kom med, men i de sidste tyve minutter justerede vi lidt, og så startede vi med at spille bedre. Hvis vi ser bort fra de første tyve minutter og ti minutter i anden halvleg, så var det en god præstation,” slutter Nemanja Cavnic.