Cavnic: Skal have ild i tribunen igen
Nemanja Cavnic sad på tribunen med karantæne, da HB Køge leverede det sindssyge comeback mod rivalerne fra Næstved i forrige uge, der sikrede en 3-2-sejr foran et euforisk hjemmepublikum. Nu er karantænen afsonet og Cavnic er derfor i spil til at starte inde, når AC Horsens fredag aften gæster Capelli Sport Stadion – og efter at have oplevet stemningen i slutningen af Næstved-kampen er den store montenegriner ikke i tvivl om, hvad der skal til for at besejre Superliga-nedrykkerne.
“Vi skal have sat ild i tribunen igen og det skal ske helt fra kampens start. Jeg sad på tilskuerpladserne, så jeg kunne virkelig mærke den vilde stemning hos vores tilskuere, da det hele eksploderede imod Næstved. Men vi kommer ikke vente 75 minutter som i den kamp. Vi kommer til at gå aggressivt efter sejren helt fra kampens start,” siger Nemanja Cavnic.
KØB BILLET: HB KØGE – AC HORSENS
AC Horsens ligger på rækkens syvendeplads og har tabt de seneste tre kampe. Det faktum at tingene ikke kører helt som de havde håbet hos ‘den gule fare’ skal HB Køge profitere af, understreger Cavnic.
“Vi skal udnytte, at de er lidt sårede. Især når vi spiller på hjemmebane. Vi ved, vi kan gøre ondt på dem, hvis vi rammer vores højeste niveau. Det er en god mulighed for os for at tage point imod et hold, som vi på papiret måske ikke burde kunne få alverden imod.”
Nemanja Cavnic understreger dog, at det uanset formkurven er et stærkt hold, svanerne skal op imod.
“De har nogle kvalitetsspillere. Ja, de har tabt nogle kampe og derfor er det ikke sikkert de kan nå det, men i mine øjne er de stadig et hold med kvalitet nok til at kunne rykke op i Superligaen. De har et erfarent hold og et stærkt setup i klubben – det ændrer et par dårlige resultater ikke på.”
AC Horsens-truppen er den ældste i NordicBet Ligaen. I forrige spillerunde mod Vendsyssel FF stillede holdet med en startopstilling hvis gennemsnitsalder lå på 28,5 år. Til sammenligning var HB Køges på 22,0 år i sidste uges udekamp mod Hobro IK. Netop den store forskel i erfaring gjorde ifølge Cavnic også forskellen i det første indbyrdes opgør mellem de to hold, da de mødtes i Horsens i starten af August. AC Horsens vandt opgøret med 2-0.
“I den omvendte kamp var det det erfarne hold, der vandt. Jeg synes ikke, de var markant bedre end os spillemæssigt. Men deres erfaring og hjemmebane var fordele for dem, der fik det til at tippe deres vej. De udnyttede vores fejl og vi blev presset lidt for let. Nu spiller vi på hjemmebane og vi mangler måske stadig noget erfaring, men vi er blevet et bedre hold siden og med sejren over Næstved i baghovedet har vi fået det boost, der skal til for at vinde,” siger Nemanja Cavnic, der i øvrigt kan huske tilbage på det seneste opgør mellem de to hold på Capelli Sport Stadion med glæde.
“Jeg scorede mit første mål for HB Køge i den kamp og vi vandt 2-0. Så jeg har gode minder fra deres sidste besøg, og jeg håber at få flere af dem fredag,” slutter Cavnic.
Der er kick-off på Capelli Sport Stadion klokken 19.00 fredag aften. Billetter kan som altid købes på hbkoge.eventii.dk. Kampen kan desuden følges på Viaplay og som stories på HB Køges sider på Facebook og Instagram.