Cavnic: Vi har brug for en sejr
26-årige Nemanja Cavnic har været en markant profil i HB Køges bagkæde siden han kom til klubben forud for indeværende sæson. Nu lakker grundspillet mod enden – der resterer to kampe – og HB Køge er fortsat med i den hårde kamp om at booke en billet til top 6-slutspillet i NordicBet Ligaen.
Søndag eftermiddag spiller HB Køge på hjemmebane mod Fremad Amager, og for Cavnic & Co. er der kun én ting, der gælder.
“Vi har brug for en sejr. Vi vil i top 6 og har brug for alle point. Det er en fordel for os at vi skal spille på hjemmebane, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at vi kan tage alle tre point,” siger Cavnic til HBKoge.dk.
// Find dine billetter til kampen her //
Nemanja Cavnic kom til HB Køge fra netop Fremad Amager før sæsonen, så det er en klub han kender godt, der står på modsatte banehalvdel på søndag kl. 13.30.
“Jeg havde tre gode år i Fremad Amager, og kender klubben godt. Der er sket en masse ændringer siden jeg var der, så det er ikke helt den samme klub, som dengang. Det betyder ikke så meget for mig, at det lige netop er dem, vi skal møde. Selvfølgelig har jeg nogle følelser, men når vi er ude på banen glemmer jeg alt om det, og så jeg vil bare gerne have en sejr.”
Læs også: Sådan kommer HB Køge i top 6: Her er scenarierne
Opgøret mod Fremad Amager er den første af to finaler i jagten på at sikre en plads i top 6-slutspillet i NordicBet Ligaen. Og Nemanja Cavnic går ind til de sidste to kampe mod henholdsvis Fremad Amager og Fredericia med en klar ambition:
“To sejre og top 6. Måske er en sejr nok, men vi har det hele i vores egne hænder, og vi vil gå efter to sejre i de sidste to kampe, så vi kan sikre vores plads i top 6.”
Se og hør hele interviewet med Nemanja Cavnic herunder.