shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Christian Tue er ny HB Køge-spiller

23-årige Christian Tue Jensen er ny mand i HB Køge-trøjen. Offensivspilleren, der senest har optrådt for den finske topklub KuPS Kuopio, har skrevet under på en toårig kontrakt med HB Køge.

“Christian er rigtig godt skolet gennem FC Midtjyllands akademi, og han har tidligere vist sit værd i NordicBet Ligaen. Vi har selv mærket det – han har gjort ondt på os flere gange, da han spillede i FC Frederica. Så det er fantastisk, at Christian nu er HB Køge-spiller. Han er en dynamisk, alsidig og teknisk stærk offensivspiller, der både kan spille på centralt, på kanterne og helt fremme som forreste mand, og vi er overbeviste om at han kommer til at passe godt ind og tilføje vores hold stor værdi,” udtaler HB Køge-direktør Per Rud.

Selv ser Christian Tue Jensen også frem til at lære sine nye holdkammerater at kende og til at kunne trække HB Køge-trøjen over hovedet.

“Det er super dejligt at tingene er faldet på plads. Det er jo et virkelig spændende ungt hold, jeg bliver en del af. Jeg har spillet mod HB Køge mange gange før og det har altid været et godt spillende hold. Den spillestil er der holdt fast i, og det har tiltrukket mig meget. Jeg forventer, jeg skal ind og være med til at løfte holdet, også fordi jeg har noget af den seniorerfaring, som mange af de endnu yngre spillere ikke har endnu. Jeg bliver i virkeligheden en af de mere rutinerede og det tror jeg, kan blive godt for min udvikling og være med til at flytte mig som spiller også,” siger ‘Tue’ som han kaldes i daglig tale.

Christian Tue Jensen har i sine ungdomsår spillet i FC Midtjylland, og har tidligere vist sig frem med 13 mål i 59 kampe henover to lejeophold for FC Fredericia i NordicBet Ligaen. Han har også haft et enkelt år som lejespiller i engelske Brentford. For et år siden købte det finske tophold KuPS Kuopio Christian fri i FC Midtjylland, men opholdet i Finland endte ikke med at byde på så meget spilletid som håbet, og derfor blev parterne enige om at ophæve aftalen tidligere på sommeren. Han kommer derfor til HB Køge på en fri transfer.

Som et kuriosum kan Christian allerede på onsdag få et gensyn med sin tidligere klub KuPS Kuopio, når det finske mandskab er HB Køges modstander i semifinalen af UEFA Women’s Champions League-kvalifikationens første runde.

// KØB BILLET – Champions League: HB Køge – KuPS Kuopio // 

Christian Tue Jensen får trøjenummer 10 i HB Køge og træner lørdag med i klubben for første gang.