shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Christian Tue: “Glæder mig til første hjemmekamp”

Torsdag aften spiller HB Køge på hjemmebane mod Kolding IF i NordicBet Ligaen. Udover at de danske veteraner til kampen vil blive hyldet, udmærker kampen sig også som særligt speciel for offensivspilleren Christian Tue Jensen, da der bliver tale om hans første hjemmekamp på Capelli Sport Stadion efter skiftet fra finske KuPS på transfervinduets sidste åbningsdag. Tue glæder sig til opgøret, og fortæller, at han er faldet godt til blandt sine nye holdkammerater.

“Det synes jeg, jeg er. Jeg har i hvert fald lært alle navne at kende og jeg er også begyndt at få nogle gode relationer på banen og formen er også begyndt at blive endnu bedre. Der er nogle gode drenge på holdet, og også nogen jeg kendte i forvejen. Eksempelvis Sebastian John, som jeg spillede med i Fredericia, og uden for banen har vi det også rigtig godt sammen,” fortæller Christian Tue Jensen, der glæder sig til at spille på det underlaget på Capelli Sport Stadion efter at have spillet sine første to kampe i HB Køge-trøjen på udebane.

“Det er min første hjemmekamp. Det bliver dejligt, og jeg glæder mig. Det har været to svære græsbaner vi har spillet på i mine to første kampe for HB Køge, og jeg tror at vi kommer til at se lidt bedre spil på torsdag. Underlaget gør, at man kan spille hurtigere og det er lidt lettere at vende i små rum, og det kan jeg rigtig godt lide.”

I sin debutkamp for HB Køge var Christian Tue Jensen med til at vende 1-3 til 3-3 mod Næstved, og i sin anden kamp sikrede han og holdkammeraterne sig adgang til 3. runde af Oddset Pokalen via en 3-1-sejr over Ringsted IF. Den sejr håber Christian Tue, HB Køge kan følge op på torsdag aften, når Kolding gæster Capelli Sport Stadion.

// KØB BILLET: HB KØGE – KOLDING IF // 

“Forhåbentlig kan vi komme til at styre kampen, men vi ved også, at Kolding spiller meget på dueller og lidt længere bolde, og vi ved, at de er rigtig dygtige til det. Jeg håber, at vi kan få bolden ned på jorden og spille det vi er bedst til, for så tænker jeg, at det godt kan blive en god kamp, og at vi kan få tre point.”

Kampen mod Kolding fløjtes igang torsdag den 14. september kl. 19.00 på Capelli Sport Stadion. Billetter kan som altid købes via hbkoge.eventii.dk, mens kampen også kan ses live på Viaplay og TV3 Sport.