Cilje Ostenfeld og HB Køge skriver kontrakt
18-årige Cilje Ostenfeld bliver fra juli måned HB Køge-spiller. Det unge midtbanetalent har nemlig skrevet under på sin første kontrakt med HB Køge og fortsætter dermed sin flotte udvikling under svanevinger.
”Cilje Ostenfeld er en spændende spiller, som vi på sigt forventer os meget af. Hun er en spiller, som trænerteamet og alle omkring holdet har en stor tro på. Vi er glade for, at hun vil spille hos os og vi er sikre på, at hun vil være med til at skærpe kampen om pladserne, ligesom bliver hun en stor del af vores stærke miljø for talentudvikling og en garant for det hårde arbejde på træningsbanen”, siger HB Køges direktør Per Rud.
Ostendfeld kommer til HB Køge fra Brøndby IF, hvor hun har spillet de sidste to år og har en fortid i B.93. Ved siden af fodbolden går hun i skole, hvilket spilleren selv glæder sig over at kunne forene med et professionelt setup i HB Køge. HB Køge og Ostenfeld har skrevet en to-årig aftalte.
Fakta om Cilje Ostenfeld
Født: 13. maj 2003
Tidligere klubber: B.93 (Ungdom) // Brøndby IF (Ungdom)