Dansk nederlag på U19 EM-kvalifikationens første dag
Der var onsdag eftermiddag og aften masser af aktivitet på Capelli Sport Stadion, der dannede rammen om de første kampe af U19-landsholdenes EM-kvalifikationsturnering.
Allerede først på eftermiddagen var der gang i den da Frankrig og Færøerne mødtes i åbningskampen. I omegnen af 500 fodboldfans var mødt frem, og de blev budt på god underholdning i en kamp, hvor Frankrig til fulde levede op til favoritværdigheden, og sikkert hentede en sejr på 5-0.
Senere på dagen, kl. 19.00, var endnu flere tilskuere på plads da Danmark tog imod Finland. Mere end 900 tilskuere var på plads, og de så et dansk hold spille en fin første halvleg, og komme frem til mange chancer. Udnyttelsesprocenten var dog ikke i top, og ved pausen var stillingen fortsat 0-0.
I anden halvleg viste Finland dog skarphed foran kassen. Første gang efter 51 minutter, og siden efter 77 minutter, og selvom en dansk reducering kort før tid bragte spændingen tilbage i opgøret, så lykkedes det ikke for Danmark at få sendt en udligning i kassen.
Det betyder også, at Danmark er tvunget frem på banen i kvalifikationsturneringens to sidste kampe. På lørdag gælder det Færøerne og tirsdag den afgørende gruppekamp mod Frankrig.
Frankrig – Færøerne // 5 – 0
1-0 // Zagre (14.)
2-0 // Truffert (44.)
3-0 // Eneme Ella (63.)
4-0 // Truffert (82.)
5-0 // Koindredi, str. (85.)
Finland – Danmark // 2 – 1
1-0 // Sejdijaj (51.)
2-0 // Streng (77.)
2-1 // Winther (87.)
Programmet
16/11 – kl. 13.00 – Frankrig – Finland
16/11 – kl. 18.00 – Danmark – Færøerne
19/11 – kl. 14.00 – Danmark – Frankrig
19/11 – kl. 14.00 – Færøerne – Finland (Frederiksberg Stadion)