Data og udstyr skal give bedre præstationsmuligheder
HB Køge har i løbet af de seneste år udvidet og opgraderet brugen af analyse på en lang række parametre.
I fodboldens verden er det efterhånden en ofte brugt floskel, men også et velkendt faktum, at det er marginalerne, der er med til at afgøre kampene. Således jagter og søges der hele tiden efter de små procenter, der kan være med til at give den mindste fordel når man står over for sin modstander.
”Vi skal bruge data, hvor det giver mening”
Af netop den årsag har man i HB Køge særligt i løbet af det seneste år intensiveret og opgraderet brugen af data til at analysere præstationer og udvikling.
“For at give vores spillere de bedst mulige vilkår, arbejder vi hele tiden henimod at bruge data, der hvor det giver mening. Det er et område af fodbolden, der udvikler sig i raketfart og vi har med støtte fra Capelli Sport – og efter kyndig rådgivning fra vores eksperter – valgt at investere i gps-veste og pulsmålere samt en række systemer, der giver os mulighed for at måle på en række parametre, som vi finder essentielle for at spillerne både kan udvikle sig på længere bane og samtidig hjælpe til at præstere fra uge til uge”, siger direktør i HB Køge Per Rud.
xG og xP
Der er to forskellige udgangspunkter for brugen af data i fodbold. Det ene handler om det spillemæssige og præstationerne på banen, mens det andet er mere taktisk betonet. I sidstnævnte er udtryk som xG (excepted goals), xP (excepted points) og dangerzone blevet mere og mere almindelige i fodboldens verden.
Såvel xG og xP dækker over det forventede antal henholdsvis mål og point man burde få fordelt på baggrund af chancernes størrelse, hvorfra man skyder, antal store chancer, boldbesiddelse og så videre. Det er således med til at give et mere nuanceret indblik i, hvordan holdet præsterer – og ikke kun hvor mange point man vinder, når kampen er omme.
“Vi kan se, at jo flere afslutninger man har i dangerzone, jo flere mål scorer man – og det samme gør sig gældende for assister. I systemer som WyScout er det nu muligt for os at måle xG og sammenligne med modstanderne”, siger cheftræner Auri Skarbalius, og fortsætter:
”Fodbold er en følelsesport, men samtidig en kompleks sport. Med de nye værktøjer er det nu muligt arbejde struktureret med præstationerne på en anden måde. I den rejse, der er fra kamp til kamp minimerer vi fokus på følelserne og arbejder på, hvordan bliver vi bedre hver dag”, siger Auri og fortæller desuden, at holdet arbejder med konkrete målsætninger ud fra parametre som indlæg og afslutninger samt modstandernes boldbesiddelse i den såkaldte dangerzone (område fra målfeltet og ud til kanten af straffesparksbuen).
Dette gør man i blokke af fem kampe, hvor der arbejdes med at have en højere xG end modstanderne.
GPS-tracking
Foruden de præstationsmæssige parametre er det med indkøb af GPS-veste og pulsmålere også blevet muligt for HB Køge at anskue fodbolden i et mere videnskabeligt perspektiv. Det er således muligt for trænergruppen at kigge på eksempelvis højintense løb samt i større grad tilpasse træningen på baggrund af den belastning, som spillerne udsættes for.
“Videnskabeligt er det bevist, at fodbold de sidste 15 år har udviklet sig, så man løber de samme meter som tidligere – men i dag har flere højintense løb (19 km/t) og sprint (25 km/t). For at kunne gøre det i en kamp, skal man træne det. Der er vi jo rigtig glade for, at klubben og George Altirs har valgt at investere i vores udstyr. Siden vi startede med det i slutningen af sidste sæson, er flere af vores spillere blevet mere end 50 % bedre – målt på de parametre”, siger Auri Skarbalius og fortsætter:
“Nu kan jeg planlægge træningen og udvikle øvelser, hvor vi træner de her højintensive løb og pres, så det matcher de enkelte spilleres behov. Samtidig kan spillerne kan heller gemme sig, for vi har hele tiden tal på dem. Vi laver fra uge til uge en ny træningsplan, hvor vi tager udgangspunkt i den load, som spillerne er i fra kamp til kamp. Det betyder, at vi kan udfordrer dem taktisk, teknisk og mentalt, så de i kampen bliver mere vant til det”, slutter cheftræneren.
Skema efter en udekamp mod Fremad Amager på antal meter for hver spiller under kampen.