Daugaard: “95 pct er ikke nok”
Det er årets sidste kamp, og den tæller. Både i tabellen, men også i det mentale regnskab.
For HB Køges forsvarende mestre i Gjensidige Kvindeligaen må det ikke blive en snubletråd, når det lørdag gælder udekampen mod Kolding IF. En sejr betyder, at HB Køge kan overvintre på førstepladsen med et hul på minimum syv point ned til forfølgerne fra Brøndby. Og det vil være et godt rygstød inden de afsluttende ti runder.
” Vi har netop talt med spillerne om, at det er en pokkers vigtig kamp. Hvis vi skal spille Champions League næste sæson, skal vi vinde over Kolding. Det er det udgangspunkt, vi har til kampen. Og det skal afspejle den energi, vi kommer med,” siger HB Køges assistenttræner Kim Daugaard.
” Vi havde en tendens til at spille et gear for lavt undervejs mod AGF. Vi kan ikke lade os nøje. Vi skal give den fuld gas mod Kolding,” fortsætter han og kridter banen op:
” Hvis vi skal blive mester, skal vi helt op at ringe mod Kolding. 95 procent er ikke nok. Vi skal komme med alt. Vi skal være dér. Så kan vi tage på juleferie bagefter.”
Der er kick-off i Kolding lørdag kl. 13:30. En busfuld HB Køge-tilhængere vil være klar til at støtte gæsterne. Kampen kan også ses på Viaplay.