Daugaard: “Alle skal hanke op i sig selv”
Et smalt nederlag på 0-1 mod 1. Divisions øjeblikkelige nummer to fra Fredericia. Det blev udfaldet af onsdagens hjemmekamp på Capelli Sport Stadion. Og efter kampen erkendte HB Køges assistenttræner Kim Daugaard, at spillerne i øjeblikket er ramte på selvtilliden.
“Der er ingen tvivl om, at vi ser et nervøst hold i onsdags. Man kan godt se, at vi ikke har præsteret på hjemmebane. Vi er virkelig udfordret i at holde fast i bolden, og skaber lidt i første halvleg, men ingenting efter pausen”.
“Det er klart, at vi er ramt på selvtilliden. Point giver selvtillid, og når man ikke får point så mister man noget selvtillid, og det er det, vi skal prøve at finde frem til igen. Vi har jo stadig masser af dygtige fodboldspillere, vi skal bare have sat det sammen igen, have lavet nogle mål og få nogle point på kontoen”, siger Daugaard til HBKoge.dk.
I den kommende weekend spiller HB Køge på udebane mod Vendsyssel, og her skal HB Køge finde tilbage til de dyder, der tidligere på sæsonen gav tre sejre i de første fem kampe.
Vi skal slås for trøjen
“Der er ingen tvivl om at vi skal tage til Vendsyssel og prøve at finde tilbage til de dyder, vi havde i starten af turneringen. Det er vigtigt at komme tilbage på sporet og få point på kontoen igen. Det behøver ikke være kønt, men vi skal slås for trøjen og vise klubben og tilskuerne, at vi er parate til at stå op for det hele. Vores ærgerrighed skal tilbage igen. Der kommer ikke nogen udefra og hjælper os – vi skal selv klare den, så det er vigtigt, at alle mand hanker op i sig selv, og går ud og slipper tøjlerne lidt, spiller lidt frit og tror på tingene”.
“Alle skal hanke op i sig selv nu efter de seneste tre kampe med nederlag. Det kommer ikke af sig selv. Vi skal tage fat i os selv, og vinde vores direkte dueller, og så må spillet komme i anden række”, slutter Daugaard.
1. Division
Vendsyssel FF – HB Køge
Lørdag den 24. oktober kl. 15.00
Nord Energi Arena